Fortsæt til indhold
Indland

Søren Brostrøm: »Relevant at diskutere«, om vi skal skrue ned for mundbind og coronapas

Ca. halvdelen af alle danskere fra 16 år og opefter har nu modtaget den første vaccinedosis. Ifølge Søren Brostrøm åbner vaccinations-, smitte- og indlæggelsestallene for, at der kan være plads til yderligere lempelser.

40,4 pct. af den danske befolkning er nu vaccineret med mindst et stik mod corona. Det betyder, at ca. halvdelen af alle danskere fra 16 år og opefter, der i Danmark bliver tilbudt en vaccine, nu har modtaget det første stik.

Samtidig er knap hver fjerde dansker færdigvaccineret. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, betyder andelen af vaccinerede kombineret med lave smitte- og indlæggelsestal, at det er relevant at diskutere yderligere genåbning.

»Det gør, at det er relevant at diskutere, om vi f.eks. kan skrue ned for brugen af mundbind, restriktioner og brug af coronapas,« siger han til TV 2 News.

I denne uge skal partierne bag genåbningsaftalen – dvs. alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige - forhandle om yderligere genåbning.

På forhånd har Venstre sagt, at det ønsker flere tilskuere på stadion til EM i fodbold og længere åbningstider for caféer og restauranter. SF bakker op om flere tilskuere til EM, der begynder i næste uge, med forbehold for sundhedsmyndighedernes vurderinger. Det skriver DR Nyheder.

»Det hænger sammen med, at alternativet er noget mere ustyrligt, som det vi så i Brøndby,« siger SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, til mediet.

Kommunale forskelle

I alt har over 2,3 mio. danskere fået mindst et stik med en vaccine, mens godt 1,3 mio. er færdigvaccinerede. Ikke alle regioner og kommuner er dog helt lige langt.

Region Sjælland har således givet 45,5 pct. af deres indbyggere det første stik, mens det i Region Midtjylland og Nordjylland gælder 38,8 pct.

På kommunalt plan er forskellene endnu større. Læsø, der har fået dispensation til at vaccinere alle sine borgere, har vaccineret hele 79 pct. én gang, mens 46,9 pct. er færdigvaccinerede.

Men også kommuner som Gribskov, Hørsholm, Langeland og Odsherred har givet over halvdelen af indbyggerne det første stik. I den anden ende findes kommuner som København, Aarhus, Kolding og Aalborg, hvor under 35 pct. af befolkningen har fået første stik. De store kommunale forskelle skyldes i høj grad forskellige befolkningssammensætninger, men der kan også være andre årsager.

Se nedenfor, hvornår Sundhedsstyrelsen forventer, at du kan få vaccinen.

Artiklens emner