Lettelse efter guldfesten
Styrelsen for Patientsikkerhed har holdt skarpt øje med smitten efter fejringen af mesterskabet endte med festligheder på Vestegnen.
Der blev drukket, sunget, danset og råbt, da tusinder af glade fans 24. maj fejrede, at fodboldklubben Brøndby IF havde sikret sig mesterskabet.
Scenerne på og uden for stadion fik eksperter og myndigheder til at frygte for en mulig eksplosion i coronasmitten i kategorien ”supersprederbegivenhed”, og Styrelsen for Patientsikkerhed har siden holdt skarpt øje med udviklingen.
Efter en uge ser konklusionen ud til at være, at det ikke er gået så galt endda.
»96 personer med relation til festlighederne i Brøndby 24/5 er aktuelt testet positive for #COVID19. Det er fortsat Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering, at smitten er begrænset set i relation til antallet af personer, der var samlet, og omstændighederne. Der kan fortsat komme smittetilfælde,« lyder meldingen onsdag på Twitter fra Styrelsen.
Direktør Anette Lykke Petri uddyber til TV 2, at hun er »lettet og glad« over at kunne se, at smitten nu er faldende.
»Man kan sige, at vi har haft at gøre med en begivenhed med et stort potentiale for en meget stor smittespredning, og det er heldigvis ikke sket,« fortsætter hun.
Også en professor er klar til at drage konklusioner på baggrund af tallene.
»Det er kun glædeligt, og det bekræfter, at der skal meget til at smitte folk, når man er udenfor. For det har helt klart spillet en væsentlig rolle,« lød det tirsdag til B.T. fra Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.
Anette Lykke Petri siger til TV 2, at hun ikke mener, man kan bruge erfaringer fra guldfesten til at revurdere muligheden for større udendørs begivenheder såsom festivaler.
For nuværende gælder det, at man frem til 1. august kan arrangere udendørs arrangementer med op til 2.000 deltagere inddelt i sektioner med 200.
Efter 1. august vil grænsen blive skruet op til 5.000 deltagere i sektioner af 500. Dertil kommer brug af coronapas og andre krav, der skal leves op til.