Fortsæt til indhold
Indland

Smittetal igen under 1000 - laveste antal indlagte siden oktober

Hver femte dansker har nu fået to stik med coronavaccine og betragtes som færdigvaccineret.

/ritzau/

Det seneste døgn er der registreret yderligere 835 coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut.

Det er anden dag i træk, at smittetallet er under 1000.

Antallet af indlagte falder med syv til 139. Man skal tilbage til oktober for at finde et tilsvarende lavt antal coronapatienter.

35 personer er indlagt på intensivafdelinger. Det er tre flere end i lørdagens opgørelse.

De smittede er fundet på baggrund af 162.639 PCR-prøver. Det betyder, at andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er 0,51.

Positivprocenten har fra februar til starten af maj holdt sig under 0,50, men de seneste uger har den været let stigende.

Det er svært at sammenligne tallene, da der nu foretages markant flere daglige test.

Torsdag blev 1214 nysmittede registreret, mens tallet fredag var 1351.

Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, vurderer, at de store udsving kan være et resultat af flere ting:

- For det første fortæller det formentlig noget om, at vi er i en periode, hvor vi har flere lokale udbrud, som vi efterfølgende får kontrol over igen.

Derudover hænger det også sammen med, at flere bliver testet i dagene op til weekenden, fordi folk skal ud at være sociale, mener han.

- Antallet af lyntest er jo næsten halveret siden fredag, og her finder man typisk omkring 300 positive prøver om dagen.

Lektoren anbefaler, at man holder øje med gennemsnittet af smitten over den seneste uge, fordi udsvingene lige nu er større, end vi før har været vant til.

Der er registreret yderligere ét coronarelateret dødsfald. Totalt set er 2508 personer afgået ved døden, efter at de har fået påvist covid-19.

Det seneste døgn er der også registreret 284.025 lyntest, hvor man bliver podet i næsesvælget.

De positive tilfælde herfra indgår ikke i de daglige smittetal grundet større usikkerhed ved lyntest end ved PCR-test.

Derfor anbefales det også, at man får taget en PCR-test, hvis man har fået en positiv lyntest.

Tallene fra Statens Serum Institut viser også, at Danmark nu har rundet en milepæl, hvad vaccineudrulningen angår.

20,1 procent af befolkningen - hver femte - er nu færdigvaccineret.

31,6 procent af befolkningen har fået mindst ét vaccinestik.