Fortsæt til indhold
Indland

Overblik: Se udviklingen i det danske vaccinationsprogram

Ca. 30 pct. af den danske befolkning har påbegyndt vaccination mod covid-19. Her får du det store overblik over udviklingen i vaccinationsprogrammet i Danmark og resten af verden.

Tusindvis af danskere ruller dagligt ærmet ned for at blive vaccineret mod covid-19, og de seneste uger er restriktionerne, der er indført for at bremse smittespredningen, gradvist blevet lempet.

Men hvordan går det egentlig med det danske vaccinationsprogram, og hvordan ligger Danmark i kapløbet om at få vaccineret befolkningen i forhold til andre lande.

Jyllands-Posten forsøger her at give et aktuelt overblik over en række nøgletal.

Vi begynder med det store overblik over, hvor mange vaccinationer der er givet over hele landet.

På grafen kan man se, at 1,78 mio. danskere har påbegyndt en vaccination mod covid-19. Det svarer til omkring 30 pct. af befolkningen. 1..147.569 er færdigvaccineret, hvilket svarer til 19,2 pct. af befolkningen.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at omkring 60-70 pct. af befolkningen skal være immune, før der opstår flokimmunitet. Ud over de knap 20 pct. af befolkningen, der nu er vaccineret, er personer, der har overstået en infektion, også immune over for virusset.

Ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut har 254.739 personer overstået en infektion med coronavirus. Dertil skal selvfølgelig lægges den formentlig store del af befolkningen, der har været smittet, uden at det er blevet registreret.

På grund af denne ukendte faktor er det svært at sige præcis, hvor stor en andel af befolkningen, der i skrivende stund er immune over for coronavirus.

I Danmark svinger antallet af doser vaccine, der dagligt gives til borgerne, meget. I døgnet frem til kl. 4.30 fredag morgen blev der givet over 54.000 doser.

Store kommunale udsving

Vaccinationsprogrammet er godt i gang i alle landets kommuner. Hvor stor en andel af kommunernes befolkning, der har påbegyndt vaccination, varierer dog meget fra kommune til kommune.

På nedenstående kort kan man se, at over 78 pct. af Læsøs befolkning har modtaget mindst ét stik med en vaccine mod covid-19.

Øen skiller sig ud på kortet, fordi kommunen tidligere på måneden fik dispensation fra Sundhedsstyrelsen og derfor kunne fremskynde vaccination af hele øsamfundet.

I den anden ende af skalaen findes nogle af landets mest folkerige kommuner. Således har kun knap 21 pct. af befolkningen i Københavns Kommune fået første stik.

Med over 133.000 personer, der har fået første stik og 80.000 personer, der er færdigvaccineret, er København dog samtidig den kommune, hvor der er givet langt flest vaccinestik.

Nærmer os milepæl

Men hvor langt er vi i kapløbet om at få vaccineret befolkningen, og hvornår kan vi selv forvente at få en vaccine. Det giver nedenstående vaccinationskalender et overblik over.

Her kan man se, hvornår bestemte risiko- og aldersgrupper forventes at være vaccineret mod covid-19.

Først i rækken stod beboere i plejeboliger. Den del af befolkningen var færdigvaccineret i februar. Næst i køen stod forskellige risikogrupper og den ældste del af befolkningen.

Mens København er den kommune i landet, som har vaccineret den mindste andel af befolkningen, er hovedstaden til gengæld det sted, hvor man er nået længst i vaccinationskalenderen.

Således har Region Hovedstaden allerede i denne uge sendt invitationer ud til borgere i aldersgruppen 50-54 år med besked om, at det nu er deres tur til at blive vaccineret mod covid-19.

I landets øvrige fire regioner er man ikke nået lige så langt. Her venter borgere i aldersgruppen 55-59 år stadig på deres indkaldelse.

Det forventes dog, at alle over 50 år har fået tilbud om vaccination om to-tre uger, og dermed nærmer Danmark sig en milepæl i genåbningen af samfundet.

Når alle over 50 år er blevet tilbudt og har modtaget det første vaccinationsstik, betyder det ifølge den politiske rammeaftale om gradvis genåbning nemlig, at meget store del af samfundet kan åbne igen.

Danmarks plads i det globale kapløb

Hvordan Danmark klarer sig i forhold til resten af verden kan du se i tabellen forneden.