Fortsæt til indhold
Indland

»Det ligner regeringens største nederlag til dato«

Regeringens beslutning om at hjemtage børn og kvinder med dansk tilknytning kan skabe tvivl om regeringens sikkerheds- og udlændingepolitik, vurderer Jyllands-Postens analytiker.

S-regeringen har begået et gigantisk selvmål i sagen om de børn og kvinder med dansk tilknytning, som opholder sig i to berygtede fangelejre i Syrien.

Sådan lyder vurderingen fra Jyllands-Postens politiske analytiker og chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, efter at justitsminister Nick Hækkerup tirsdag kunne oplyse, at tre kvinder og 14 børn nu vil blive hjemtaget til Danmark.

Det stritter i alle folks øjne, når man den ene måned kan mene, at man ikke behøver at følge diverse advarsler fra for eksempel PET eller ønsker fra støttepartierne og så den næste måned bøjer sig for det alligevel.
Marchen Neel Gjertsen, politisk analytiker og chefredaktør på Jyllands-Posten

»Sagen om hjemtagelsen af børn og kvinder fra Syrien ligner regeringens største nederlag til dato. Det er meget sjældent, at man ser statsministeren og justitsministeren stå så stærkt på en position og så derefter indtage den stik modsatte,« siger hun.

Med beslutningen om at hjemtage børn og kvinder fra to fangelejre har regeringen foretaget en vending i sagen. Hidtil har både statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup afvist at hente dem hjem.

Argumentet har været, at kvinderne har vendt Danmark ryggen og er rejst til Syrien for at tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Presset har dog været stort fra både støttepartier, menneskerettighedsorganisationer og selv internt i partiet har sagen skabt sprækker i baglandet.

At regeringen nu har ombestemt sig i sagen kan ikke undgå at efterlade nogle skrammer, vurderer Marchen Neel Gjertsen.

»Det stritter i alle folks øjne, når man den ene måned kan mene, at man ikke behøver at følge diverse advarsler fra for eksempel PET eller ønsker fra støttepartierne og så den næste måned bøjer sig for det alligevel.«

Ifølge regeringen er det en ny risikovurdering fra PET, der ligger til grund for beslutningen om alligevel at hjemtage børnene og deres møde fra Syrien.

Hvad der reelt ligger bag beslutningen, er dog ifølge Marchen Neel Gjertsen svært at sige. Sikkert er det dog, at det ikke har været en nem beslutning.

»Det er en ekstremt kontroversiel sag at åbne Danmarks døre for mennesker, der har tilsluttet sig en terrorbevægelse, og som regeringen betragter som landsforrædere. Det rammer ind i et politisk område, der er meget ømtåleligt. Det er en sag, hvor udlændinge-, værdi, og sikkerhedspolitik er kogt sammen i én sag,« siger hun.

Ifølge Marchen Neel Gjertsen bliver det en sag, som regeringen også i de kommende måneder må forholde sig til.

»Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig herfra. Der venter et forløb fra i dag, til de lander i lufthavnen, og til de skal retsforfølges. Og hvad skal der ske med børnene? Det bliver en sag, der kommer til at udvikle sig, og den er bestemt ikke gjort færdig ved, at man har holdt et pressemøde,« siger hun.

Selv om sagen vil give nogle skrammer, forventer Marchen Neel Gjertsen ikke, at sagen vil store konsekvenser for det politiske billede. Således er regeringen nu tilbage på linje med dets støttepartier, der længe har krævet, at børnene og kvinderne blev hjemtaget fra de syriske fangelejre.

»På den måde kan det hurtigt blive en sag, hvor oppositionen sidder og slår dynen i hasteforespørgsler og på samråd, men ikke rigtig kommer nogen vegne, som vi også har set det med nedlukningen og i minksagen. Det er rigtig svært for en så svag opposition at flytte noget,« siger hun.

Sagen er omgærdet af lukkethed, og derfor kan det være svært for både journalister og oppositionen at få konkrete oplysninger og svar, der kan være med til at afdække den. Det kan ifølge Marchen Neel Gjertsen være til regeringens fordel.

»Men sagen kan potentielt skabe tvivl om regeringens linje for Danmarks sikkerheds- og udlændingepolitik, som er noget regeringen har værnet om og opbygget tillid omkring.«

»Så når Dansk Folkeparti står og råber løftebrud på udlændingeområdet, så er det den sidste debat, som Mette Frederiksen har ønsket sig.«