S-plan blev forsøgt i Rwanda, men farlige bådture fortsatte

Israel har tidligere fløjet migranter til Rwanda. Mange af dem blev ikke i landet, og nogle søgte mod Vesten igen.

Artiklens øverste billede
Et af regeringens argumenter for modtagecentre i udlandet er, at det skal bekæmpe migranternes farlige sejladser over Middelhavet. Arkivfoto: Renata Brito/AP

Et af regeringens hovedargumenter for at flyve asylsøgere fra Danmark til et modtagecenter uden for Europa er, at det skal modvirke migranternes farlige rejse over Middelhavet.

I Socialdemokratiets udlændingeplan fra 2018, ”Retfærdig og realistisk”, stod, at modtagecentrene skal bidrage til at »ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel«.

»Vi ønsker at stoppe den spontane asylansøgning til Danmark, så vi også stopper rejsen over Middelhavet,« sagde Mette Frederiksen.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye har siden fastslået, at centrene skal »anspore færre til at tage den farefulde rejse over Middelhavet«.

Erfaringen viser imidlertid, at trafikken over Middelhavet langtfra kan stoppes med et modtagecenter.

Israel havde i en årrække en aftale med Rwanda, som fik penge for at modtage migranter. I 2018 beskrev FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, at »mange har efterfølgende forsøgt farlige videre rejser i Afrika eller til Europa«. UNHCR talte f.eks. med 80 eritrerianere og sudanesere i Rom. De blev fløjet fra Israel til Rwanda, men rejste efterfølgende op gennem Afrika og over Middelhavet.

Danmark er i dag i dialog med Rwanda om et asylsamarbejde.

Migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen vurderer, at mange vil opfatte en deportering fra Danmark som »et bump på vejen« og søge mod Europa igen:

»Forhistorien med Israel viser, at det var lige præcist det, der skete.«

Hans Lucht, seniorforsker ved DIIS, siger:

»Det er absolut ikke sådan, at hvis man flyver migranter til Rwanda eller et andet tredjeland, så bliver de siddende der. Der vil sikkert være bud efter at komme til Europa

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, mener, at de danske modtagecentre kan modvirke rejser over Middelhavet, hvis andre EU-lande følger trop. For så vil migranter vide, at de flyves retur, hvis de søger asyl i EU.

»Det er et skridt på vejen, og jeg har da en forhåbning om, at andre lande vil lade sig inspirere af vores model,« siger han og tilføjer, at det er en fordel i sig selv, at færre vil søge asyl i Danmark.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen