Leaset Porsche bliver hos politiet - endnu
Dommeren mente ikke, at der var grundlag for at ophæve beslaglæggelsen af en leaset Porsche, der blev beslaglagt efter tredjemands vanvidskørsel.
Den første etape i retssagen om den leasede Porsche 993 Coupé, som blev beslaglagt efter en tredje mands vanvidskørsel den 1. april på Helsingørmotorvejen, blev tidligt tirsdag formiddag flaget i gang i Lyngby Byret.
Her forsøgte leasingsselskabets advokat ad rettens vej at få bilen udleveret allerede nu - altså før straffesagen mod vanvidsbilisten. Men det lykkedes ikke, idet dommeren mente, der var grundlag for at opretholde beslaglæggelsen.
»Dommeren mente ikke, at hun kunne se noget, der var uforholdsmæssigt indgribende for leasingselskabet, på trods af at jeg sagde, det ikke var leasingtageren, men altså en tredjemand, der ikke havde lov til at køre i den ifølge kontrakten,« siger advokat Anders Scheel Frederiksen, der forsvarer leasingselskabets interesser i sagen.
Anders Scheel Frederiksen forsøgte sig med at pege på loven, der siger, at ejeren kan få bilen tilbage, hvis denne kan bevise, at den ikke havde nogen muligheder for at vide, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel.
Det var der dog ikke megen held med.
»Hun sagde, hun ikke mente, der var et problem, fordi man bare kunne gå via de civile domstole for at få erstatning fra leasingtageren. Og så kunne leasingtageren gå til chaufføren for at få pengene. Derfor mente hun, at der ikke var noget grundlag for at fravige konfiskation,« siger advokaten og tilføjer:
»Det er netop det, der er problemet. Det, der udgør problemet i reglerne, er, at man bliver henvist til de civile domstole for at finde erstatningen hos den skyldige, fremfor at staten selv giver dig erstatningen.«
Christian Brandt, der er direktør i organisationen Finans og Leasing, mener, at det endnu spæde forløb bekræfter den med loven, organisationen er kommet med.
»Det understreger vores pointe om, at man straffer den forkerte med den her lov. En person, det groft overtræder færdselsreglerne, skal straffes, men der er ikke nogen idé i at straffe leasing urimeligt og uforståelig,« siger Christian Brandt.
Leasingselskabet får atter chancen, når den endelige sag skal køres parallelt med straffesagen mod vanvidsbilisten.
»Nu er det jo foreløbigt, for det endelige slag er ikke slået endnu,« siger advokaten, der sammen med sin klient overvejer at kære afgørelsen til landsretten.
Loven om vanvidsbilisme blev vedtaget af Folketinget efter flere episoder, hvor uskyldige personer har mistet. Bl.a. omkom en betjent i 2019, da en vanvidsbilist med over 100 km/t. kolliderede med flere biler på Langebro.