Fortsæt til indhold
Indland

Andet stik udskydes så flere kan få første stik tidligere

Perioden mellem det første og andet stik med vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna bliver forlænget fra tre op til seks uger.

Danskere i vaccinekøen kan få en lidt tidligere invitation til første stik, end det hidtil har været planen.

Det skyldes, at Sundhedsstyrelsen har valgt at gøre brug af muligheden for at forlænge perioden mellem første og andet stik med vaccinerne fra Pfizer/Biontech og Moderna.

»Det betyder, at man vil kunne bestille en tid til sin anden dosis, der ligger en uges tid eller to senere end hidtil. Det er muligt at gøre indenfor det anbefalede, og er mest en praktisk foranstaltning. Det er lige så godt for den enkelte og har den fordel, at vi kan strække doserne længere, og at vi hurtigere kan få flere førstegangsvaccineret og dermed øge immuniteten i befolkningen,« skrev Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse i sidste uge.

Ifølge DR bliver perioden mellem stikkene forlænget fra tre uger op til seks uger, og ændringen træder i kraft i regionerne torsdag.

I praksis betyder det, at tidspunktet for førstegangsvaccination kan fremrykkes, så flere borgere modtager invitationen en uge tidligere, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Ulempen er, at nogle danskere må vente lidt længere, før deres coronapas viser, at de er færdigvaccineret. De skal altså testes jævnligt lidt endnu.

Udskydelsen af andet stik er ikke medregnet i den seneste version af vaccinationskalenderen fra 14. april, så det fremgår endnu ikke, hvordan de enkelte vaccinationsgrupper bliver påvirket. Sluttidspunktet for hvornår alle danskere, der ønsker det, er blevet færdigvaccineret, påvirkes ikke.

Det var helt tilbage i januar, at Sundhedsstyrelsen første gang luftede muligheden for at forlænge ventetiden mellem første og andet stik med de godkendte vacciner for dermed at kunne førstegangsvaccinere flere hurtigere.

»Hidtil har vi sagt, at der skal gå tre til fire uger imellem hvert stik, men der kan godt gå op til seks uger mellem første og andet stik, sagde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm dengang.

Andre lande har også valgt at forlænge perioden mellem stikkene. Eksempelvis Norge og Storbritannien.

Milepæle i maj

I skrivende stund har ca. 1,2 mio. danskere fået første vaccinedosis svarende til knap 20 procent af befolkningen.

De næste store milepæle i vaccineprogrammet er, når alle danskere over 50 år er blevet vaccineret med første stik, og når vi runder to millioner vaccinerede.

Begge dele ventes at ske i maj.

Ifølge vaccinekalenderen begynder gruppen af 50-54-årige vaccination omkring 17. maj og skal efter planen være færdigvaccineret omkring 4. juli.