Fortsæt til indhold
Indland

Politiet roser borgernes opførsel i forårssolen

Trods stor aktivitet på pladser og i parker melder politiet om god ro og orden. Opholdsforbud er ikke umiddelbart på tale.

Foråret har vist sig fra sin gavmilde side de seneste dage, hvor mange borgere har benyttet chancen for at slikke sol og hygge sig på torve, pladser eller i parker i de større byer.

Men trods forsamlingsforbud og afstandskrav har politiet nærmest kun rosende ord tilovers for borgernes opførsel.

»Befolkningen har i alt, alt overvejende grad udvist en stor vilje til at efterkomme restriktionerne og holde afstand,« siger vicepolitiinspektør fra Fyns Politi, Lars Thede, om situationen.

Fra onsdag får endnu flere mennesker lov til at samles, når forsamlingsforbuddet udendørs hæves fra 10 til 50. Samtidig får caféer, restauranter, barer og andre erhvervsdrivende lov til at åbne.

Politikredsene vurderer løbende, om det er nødvendigt at indføre opholdsforbud i bestemte zoner eller udpege såkaldte hotspots, som borgere i videst muligt omfang opfordres til at undgå.

Men hverken i København, Aarhus, Odense eller Aalborg er der konkrete planer om nye forbud.

I Aarhus har der den forgangne weekend været gang i både Botanisk Have og stranden ved Den Permanente.

Gert Bisgaard, der er fungerende politiinspektør ved Østjyllands Politi, fortæller, at disse områder fortsat vil være under tilsyn, men at der ikke har været anledning til sigtelser under forårssolen.

»Vi følger det løbende. Det gode vejr sørger for, at folk kommer ud på pladser og grønne arealer,« siger Gert Bisgaard og fortætter:

»Generelt er folk er rigtig gode til at holde afstand og også at holde sig i mindre grupper. Vi har ingen sager haft om brud på forsamlingsforbuddet de seneste dage.«

I hovedstaden har der ligeledes været rift om de grønne områder og populære solpletter på eksempelvis Dronning Louises Bro og Enghave Plads. Men Københavns Politi har heller ikke haft ekstra gang i bødeblokken, fortæller politiinspektør Tommy Laursen.

»Vi har en enkelt gang været ude ved Enghave Plads på Vesterbro for at bede folk om at sprede sig, og det var der stor gehør for. Borgerne ved godt, hvordan situationen er – at vi skal holde ved lige det sidste stykke,« siger han.

Også i Aalborg har folk generelt tænkt sig om i det gode vejr, beretter vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Henrik Skals.

»Vi har ingen nævneværdige udfordringer med overtrædelse af forsamlingsforbuddet. Vi oplever en god dialog med både borgere og erhvervsliv og har derfor ikke brug for at uddele bøder. Men vi er selvfølgelig klar til at håndhæve de gældende regler ved behov,« skriver han.

Samme melding kommer fra Fyns Politi, som aktuelt har tre hotspots i Odense: Gråbrødre Plads, Eventyrhaven og Munke Mose.

Og selv om de seneste solskinsdage er gået »forbløffende godt,« kan det kan blive nødvendigt at bede folk om at sprede sig, hvis de sidder flere grupper sammen, vurderer Lars Thede, der er leder af vagtcentralen.

»Det er noget, vi holder øje med,« understreger han.