Brostrøm er klar til at bruge Astrazeneca igen, hvis vi får en tredje bølge
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, vil »ikke tøve et øjeblik« med at genoptage Astrazeneca-vaccinen, hvis der bliver behov for det under en tredje bølge i Danmark.
Bliver Danmark ramt af en tredje bølge af coronavirus, er det meget tænkeligt, at Astrazeneca-vaccinen kommer i anvendelse igen.
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, slår i en mail til Jyllands-Posten fast, at han fortsat opfatter Astrazeneca-vaccinen som en meget effektiv og sikker vaccine, og at han er klar til at genaktivere vaccinen, hvis coronavirussen for tredje gang tager til i styrke herhjemme.
Hvis vi rammes af en hård 3- bølge Danmark – hvad jeg dog ikke tror - så ville jeg ikke tøve et øjeblik med at bruge den, hvis det var nødvendigt.Søren Brostrøm, direktør, Sundhedsstyrelsen
»Hvis vi rammes af en hård tredje bølge Danmark – hvad jeg dog ikke tror - så ville jeg ikke tøve et øjeblik med at bruge den, hvis det var nødvendigt. I sådan en situation ville jeg være fuldstændig åben omkring de her bivirkninger. Men vi står bare ikke i den situation, vi står i en anden situation, hvor det ikke er det rigtige,« skriver Brostrøm i en mail til Jyllands-Posten.
Astrazeneca-vaccinen, der nu har skiftet navn til Vaxzevria, har været suspenderet i Danmark siden den 11. marts, efter at der i EU blev indrapporteret tilfælde, hvor yngre, raske personer havde fået alvorlige blodpropper efter at have fået vaccinen. EMA har siden undersøgt 86 tilfælde, heraf 18 dødsfald, og konkluderede den 7. april, at der sandsynligvis er en forbindelse mellem vaccinen og blodpropperne, men at risikoen er meget lille.
I sidste uge besluttede Sundhedsstyrelsen helt at droppe brugen af Astrazenecas covid-19 vaccine i Danmark, men Søren Brostrøm understregede, at det ikke skyldes, at vaccinen opfattes som usikker, men at det med den risiko, der er ved vaccinen, ikke er forsvarligt at bruge den i lyset af den stabile udvikling i coronaepidemien herhjemme.
»Det er væsentligt at fremhæve, at grundlaget for vores vurderinger er den helt konkrete danske situation i april-maj 2021 i Danmark, hvor vi både har vaccineret de fleste af de allerældste og meget sårbare, og vi har et lavt smittetryk med god epidemikontrol. Og så har vi jo andre vacciner tilgængelige, også i stort antal,« skriver Søren Brostrøm i mailen til Jyllands-Posten.
Beslutningen om at droppe Astrazeneca-vaccinen i Danmark har mødt kritik fra politikere, der mener, at det skal være frivilligt, om personer i Danmark vil sige ja til vaccinen. Det var en model, Brostrøm tidligere har afvist, fordi det ikke harmonerer med, at massevaccination skal ske med vacciner, som Sundhedstyrelsen anbefaler.
En frivillig ordning skal nu diskuteres politisk på et møde mandag.
Den danske beslutning om at droppe Astrazeneca har vakt opsigt internationalt. En række forskere i udlandet vurderede fredag over for Jyllands-Posten, at det var en ansvarlig beslutning, men også at den danske vurdering af risikoen ved Astrazeneca-vaccinen er anderledes end i udlandet.
»Jeg har en fornemmelse af, at vaccinen bliver genoptaget på den ene eller anden måde,« lød det fra Diane Levin-Samir, direktør i Clalit, en af Israels fire store sundhedsorganisationer, og professor på Haifa Universitetet.
Det blev også fremhævet, at Danmark risikerer at sende et signal til resten af verden om at Astrazeneca-vaccinen ikke dur i en situation, hvor der er hårdt brug for at få folk vaccineret. Og signalet over for omverdenen er Søren Brostrøm meget opmærksom på, skriver han.
»Vi er meget bevidst om vores globale ansvar ift. hvad vores beslutning kan have af konsekvenser for, hvordan vacciner bliver set i andre lande. Derfor har jeg også lagt enorm meget vægt på det aspekt, både i vores kommunikation og i de vurderinger og begrundelser, der ligger til grund for vores beslutning. Det har været vigtigt for mig at understrege, at vi ikke har fravalgt AstraZeneca fordi det er en dårlig vaccine,« skriver Søren Brostrøm.
Han understreger, at det er den særlige situation i Danmark, hvor smittetallene er stabile og der er fremdrift i vaccinationsprogrammet, der er forklaringen på, at Astrazeneca-vaccinen er droppet.
»Vi vil bruge den vaccine i en anden situation. Jeg ville ikke have tøvet med at anbefale AstraZenaca vaccinen, da vi startede med at vaccinere i Danmark den 27. december, også selvom jeg havde den viden vi har i dag om blodpropper,« skriver Søren Brostrøm.