Brostrøm begejstret over personalet: »Vi får nærmest foræret ekstra vacciner«
Sundhedsstyrelsens direktør gør status på vaccinationsindsatsen efter en tumultarisk uge. Den største nyhed, havde han dog ikke med i sin pressemeddelelse.
Over én million danskere har modtaget mindst et stik med en coronavaccine.
Milepælen blev rundet i denne uge og er i fokus i den pressemeddelelse, som Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm har sendt ud fredag eftermiddag for at gøre status på vaccinationsprogrammet.
Brostrøm kalder det »et stort og vigtigt skridt,« at alle over 65 år efter planen bliver inviteret til at modtage første stik i en af de to kommende uger. Men en mindst lige så stor begejstring har han reserveret til vaccinationspersonalet, som bliver bedre og bedre til at hive doser ud af hætteglassene.
»De er i stand til at trække flere doser ud af de hætteglas med vacciner, vi modtager fra Biontech/Pfizer, end det var muligt i starten. Det betyder, at vi har flere doser at gøre godt med og dermed kan invitere flere borgere til vaccination hurtigere,« står der i meddelelsen.
»Nu får vi, i kraft af det dygtige personale, ydermere nærmest foræret ekstra vacciner,« udtaler Søren Brostrøm.
Den nok største vaccinationsnyhed fra ugen, der gik, har direktøren dog ikke taget med i sin status.
Det drejer sig om beslutningen om at fjerne Astrazeneca fra vaccinationsprogrammet. Et valg, der har betydet, at tusindvis af doser er taget ud af ligningen, og som derfor har direkte effekt på vaccinationskalenderen, som er blevet skudt i den forkerte retning.
På helt kort sigt er det især sundhedspersonale, der har mærket konsekvensen, fordi mange i denne gruppe havde nået at få første stik med Astrazeneca, inden Sundhedsstyrelsen huggede bremsen i.
Hos fagforbundet FOA, der organiserer frontpersonale som f.eks. sosu-assistenter og sosu-medhjælpere, er der alligevel forståelse for den nye vaccinationsplan set i lyset af den lave smittespredning i Danmark.
»Det var, hvad vi kunne forvente. Når vi fjerner en vaccine, må man forvente, at der kommer en opbremsning. Det er selvfølgelig ærgerligt, og jeg forstår frustrationen hos mine medlemmer, som havde en tid, men som nu ikke længere har det. Men mit budskab er, at vi skal have vaccineret frontpersonalet så hurtigt som muligt,« siger sektorformand i FOA Torben Klitmøller Hollmann.
Sundhedsstyrelsen oplyste fredag, at løsningen bliver, at folk, der har fået første stik med Astrazeneca, vil blive tilbudt stik nummer to fra enten Pfizer/Biontech eller Moderna.
Effekten af sammenblandingen af coronavacciner er ikke undersøgt til bunds, men løsningen er også brugt i andre lande, og i et interview med Ritzau afviser Søren Brostrøm, at det kan betegnes som et eksperiment.
»Det vil jeg ikke kalde det. Det er det ikke. Det med at blande vacciner har man også set i andre sammenhænge. Det er noget, man er nødt til at gøre nogle gange af mange forskellige grunde. For eksempel hvis en borger ikke kan tåle det første stik, eller hvis man løber tør for vacciner,« udtaler Brostrøm.