Efter dødeligt salmonellaudbrud: Alle Husk-produkter skal smides ud
Et alvorligt salmonellaudbrud er sporet til naturlægemidler fra Husk. Nu skal alt smides ud eller leveres tilbage, lyder det fra Statens Serum Institut.
Med udråbstegn og gentagne opfordringer slår Statens Serum Institut fredag fast, at alle Husk-produkter fra producenten Orkla tilbagekaldes fra butikker, og at borgere bør smide egne Husk-produkter ud ellere levere dem tilbage.
Det skyldes, at nogle af produkterne har været årsag til et salmonellaudbrud med 33 syge, 19 indlagte og 3 døde.
Orkla meddelte allerede torsdag aften, at man arbejdede med myndighederne på at organisere en total tilbagekaldelse.
»Når Orkla har valgt at tilbagekalde alle Husk-produkter, er det ud fra et forsigtighedsprincip. Udredningen af salmonellaudbruddet peger på, at brugerne har indtaget Husk-naturlægemiddel i kapsler, men da vi endnu ikke ved, hvordan salmonella er kommet ind i produktet, kan vi ikke udelukke at andre produkter kan indeholde salmonella,« udtaler epidemiolog Luise Müller fra Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Vi vil derfor nu opfordre til, at få smidt alle Husk-produkter ud eller levere det tilbage, hvor det er købt og huske familie og venner på at gøre det samme.«
SSI’s råd:
Hvad skal du gøre, hvis du har spist Husk-produkter?
Selvom man skulle have indtaget Husk Psyllium-frøskaller anses risikoen for at man er smittet med salmonella, for lille.
Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer eller har tvivlsspørgsmål, kan man henvende sig til sin egen læge.