Fortsæt til indhold
Indland

Regionerne er »grundlæggende klar til, at der kommer flere vacciner«

Trods udfordringer med trafik, parkering og kødannelse, siger formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V), at stresstesten, hvor 100.000 skulle vaccineres, er gået godt.

Nogle steder har der været trafikale udfordringer, nogle steder har der været kødannelse, og få steder har der været IT-problemer. Men overordnet set er storskalavaccinationen, hvor 100.000 borgere efter planen skulle vaccineres i løbet mandag, gået godt.

Det fortæller Formand for Danske Regioner og regionrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) mandag aften, mens de sidste danskere rundt om i landet stadig er ved at få de sidste stik.

»Vi skulle vaccinere de her ca. 100.000 i dag, og det er også det, vi har nået. Vi har ikke det præcise tal, men det er forløbet, som det skal. Når det er sagt, så er det en test. Og derfor vil der være nogle ting, der skal evalueres på rundt omkring,« siger hun.

Storskalavaccinationen sker som en stresstest af, om regionerne er klar til at leve op til ambitionen om, at 100.000 skal vaccineres mod covid-19 om dagen, når Danmark i de kommende uger og måneder vil modtage flere vaccinationer end hidtil.

Men selvom regionerne ser ud til at bestå testen, har der altså været problemer nogle steder, som man kan lære af.

»Der har nogle steder været udfordringer med trafik, parkering og kødannelse. Vi oplever stadigvæk, at mange kommer i god tid, og det giver nogle gange udfordringer med, at der sker kødannelser i vaccinationscentrene,« siger Stephanie Lose.

Et af de steder, der har haft ventetid er i Øksnehallen i København, selv om Region Hovedstaden på forhånd havde opfordret til, at man ikke kom for tidligt, hvis man havde tid til vaccination mandag.

»Der er opstået kø til vaccination i Øksnehallen, så vi opfordrer alle til at væbne sig med tålmodighed. Hvis du har tid i aften, så kom ikke for tidligt, for det er med til at skabe kø og ventetid,« skrev Region Hovedstadens Akutberedskab på Twitter kl. 18 mandag.

Hvad vil I gøre ved det? I har jo på forhånd sagt, at folk ikke skulle komme for tidligt.

»Det er noget af det, hvor vi nu skal evaluere. Man kan ikke lave en generisk løsning, fordi alle vaccinationscentrene har forskellige rammer i forskellige bydele og med forskellige trafikale forhold. Det er noget, der skal tages hånd om lokalt,« siger Stephanie Lose.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) mener, at dagens stresstest viser, at regionerne er klar til at vaccinere 100.000 om dagen, når der kommer flere vacciner. Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto.

Klar til flere vacciner

Når det gælder IT-systemerne har der også været nogle mindre problemer lokalt.

»Der har været nogle mindre problemer, og det følger man op på. Men det har været i et omfang, hvor det har været til at håndtere, også løbende i dag,« siger hun.

Det betyder også, at regionerne mener, de er klar, når Danmark i den kommende tid forventer at få større vaccineleverancer:

»Man kan glæde sig over, at vi for første gang har afviklet så mange vaccinationer på en dag, og at alle dem, der skulle vaccineres, bliver vaccineret. Det betyder også, at selvom der er nogle ting, der nu skal tages hånd om, så er vi grundlæggende klar til, at der kommer flere vacciner,« siger Stephanie Lose.

De mange stik på samme dag har dog også betydet, at man mange steder er startet tidligt og slutter sent. Stephanie Lose siger, at det sidste stik i hendes region, Region Syddanmark, bliver givet kl. 22.30.

»Vaccinationerne fortsætter. De startede kl. 7 i morges og fortsætter her til kl. 22-22.30,« siger hun.

I Region Nordjylland skulle sidste borger have stikket kl. 20. I en pressemeddelelse melder regionen, at det er gået »rigtig godt«.

»Det er gået supergodt i dag. Borgerne kom fra morgenstunden i et jævnt flow, og der har ikke været kø af nogen betydning. Alt i alt har der været en god stemning alle steder i det nordjyske,« siger chef for Covid-19-indsatsen i Region Nordjylland, Jan Nybo, i pressemeddelelsen.

Sent på eftermiddagen meldte også Region Hovedstaden i en pressemeddelelse, at vaccinationerne »går godt i alle centre«. Her skulle man efter planen vaccinere 30.000 mennesker i løbet af dagen.