Fortsæt til indhold
Indland

Professor efter påsken: Vi står på god platform for næste fase

Befolkningen ser flere mennesker end i starten af året, men er samtidig gode til at lade sig teste.

/ritzau/

Der har ikke været en stor stigning i antallet af personer, vi ser, i forbindelse med påsken.

Da der samtidig er stor opbakning til test og vacciner, står Danmark et godt sted frem mod næste fase af genåbningen.

Sådan lyder konklusionen i den seneste rapport fra Hope-projektet på Aarhus Universitet, der under coronapandemien undersøger befolkningens adfærd og holdninger.

- Der er et fortsat fald i borgernes smitteforebyggende adfærd, men påsken har overordnet set ikke forstærket denne udvikling.

- Det fortsatte fald i den smitteforebyggende adfærd skyldes givetvis, at coronavirusset i mindre grad opleves som en trussel.

- Samtidig opfattes sundhedsrådene dog i høj grad som både effektive og mulige at følge. Alt i alt indikerer dette en relativ gunstig situation rent adfærdsmæssigt for den fortsatte genåbning, fremgår det af rapporten.

Professor i statskundskab Michael Bang Petersen, der står i spidsen for projektet, hæfter sig på Twitter ved, at påsken ikke har ført til et stort hop i antallet af kontakter.

I gennemsnit ser danskerne lidt flere end fem personer uden for hjemmet, som man er så tæt med, at man kan risikere at smitte hinanden.

Tallet har været stigende gennem hele 2021, men er stadig under det halve af niveauet sidste sommer og dele af efteråret, hvor der dog ikke var de samme stramme restriktioner som nu.

En af konklusionerne i rapporten er, at der er stor tilslutning til test. Rigtig mange bliver testet, inden de mødes med for eksempel familien.

Ifølge undersøgelsen er omkring 50 procent af befolkningen blevet testet i påskeugen.

Samtidig peger Michael Bang Petersen på, at der fortsat er stor opbakning til vaccinerne.

Det er på trods af den seneste tids uro omkring AstraZeneca-vaccinen.

Mere end ni ud af ti af er klar til at tage et stik.

Andelen er enkelte procentpoint, siden Danmark valgte at sætte vaccinationer med AstraZeneca på pause. Det gør sig især gældende blandt dem, der lige nu står forrest i vaccinekøen.