Sundhed.dk-direktør klar med tre gode råd til brug af dit coronapas
Coronapasset bliver fra tirsdag en forudsætningen for, at man kan deltage i genåbningen.
Tirsdagens genåbning markerer ikke blot, at skolebørn i nogen grad kan vende tilbage til skolerne, og frisørerne igen kan få saksene i hænderne, men også den store premiere for det såkaldte digitale coronapas, som danskerne skal bruge, hvis de vil til nyde godt af genåbningen.
Passet er udarbejdet af Sundhed.dk og kan bl.a. findes på appen Minsundhed. Her kan danskerne tilgå resultaterne af deres coronatest og deres vaccinationsbeviser, som skal fremvises, hvis man f.eks. vil sætte sig i frisørstolen.
Jeg vil dog samtidig også sige, at man i perioder skal forvente ventetid og kø, da vi forudser et stort pres på systemetMorten Elbæk Petersen, direktør, Sundhed.dk
Nyheden om, at coronapasset er en central del af genåbningen, er dog ikke ny. Allerede dagen efter, at myndighederne havde meldt nyheden om coronapasset ud, ville så mange danskere tjekke deres coronapas, at appen gik ned. Og når den ikke var nede, var der timelange køer til at kunne logge ind.
Selvom det ikke på daværende tidspunkt var et problem, kan det dog blive det, hvis det samme sker ved tirsdagens genåbning. For en frisørtid venter ikke på, at man kommer gennem køen og logger ind med sit nem-id.
Derfor er direktøren for Sundhed.dk, Morten Elbæk Petersen, tirsdag morgen ude med tre gode råd til danskerne om brugen af coronapasset, eftersom direktøren forudser »et stort pres på systemerne.«
»Vi har knoklet på højtryk den seneste tid. Så det er dejligt at kunne sige, at vi er klar til start. Jeg vil dog samtidig også sige, at man i perioder skal forvente ventetid og kø, da vi forudser et stort pres på systemet. Men hvis man følger vores tre råd, så burde vi kunne komme rigtig godt i gang, så Danmark stille og roligt bevæger sig mod en mere normal hverdag med coronapas,« lyder det fra direktøren i en pressemeddelelse.
De tre råd lyder, at man kun bør tjekke sundhed.dk eller Minsundhed-appen, når man har brug for det, at man bør downloade coronapasset til sin telefon eller lave et fysisk udprint af passet, samt at man bør vente på at man får en notifikation eller sms om, at der er svar på ens coronatest, før man logger ind.
»Vi går for alvor i luften i dag. Men arbejdet fortsætter. Vi arbejder hele tiden på at forbedre og opgradere vores systemer og sørge for en fortsat høj sikkerhed, så alle kan se deres resultater hurtigst muligt,« siger Morten Elbæk Petersen.
Som led i tirsdagens genåbning skal man bl.a. enten kunne fremvise en maks. 72 timer gammel negativ pcr- eller lyntest, være færdigvaccineret eller kunne bevise, at man har været smittet med coronavirus inden for de seneste to til 12 uger, hvis man vil til eksempelvis frisør, massør eller kosmetolog.