Pfizer-vaccine effektiv for 12-15-årige: Vaccination af børn kan være nødvendigt for at nå flokimmunitet
Pfizer vil søge om godkendelse af sin vaccine til 12-15-årige efter positive testresultater. Sundhedsstyrelsen tavs om børnevaccination.
Efter nye studier vil medicinalkoncernen Pfizer nu søge om at få sin corona-vaccine godkendt til 12-15-årige. Og vaccination af børn kan blive nødvendigt for at opnå flokimmunitet, vurderer professor i mikrobiologi.
I et nyt studie, Pfizer og partneren BioNTech har gennemført med 2260 unge mellem 12 og 15 år fik ingen coronavirus efter at blive vaccineret, og ingen oplevede alvorlige bivirkninger.
»Over hele jorden vil vi gerne tilbage til et normalt liv. Det gælder især vores børn. De første resultater vi har set i studierne af unge indikerer, at børn er særligt godt beskyttede af vaccination, hvilket er meget opmuntrende,« udtaler Ugur Sahin, adm. direktør i BioNTech, i en pressemeddelelse.
Det kan være, at vi på et senere tidspunkt får brug for at vaccinere dem ned til 12 år for at opnå flokimmunitet.
Pfizer og BioNTech vil nu søge om at få godkendt deres vaccine til 12-15-årige i USA og Europa. I øjeblikket er vaccinen godkendt til personer over 16 år.
Sundhedsministeriet vil ikke oplyse, hvad holdningen er til at vaccinere børn i Danmark, men henviser til Sundhedsstyrelsen. Styrelsen meddeler, at det er for tidligt at kommentere sagen.
Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, mener ikke, at der med den aktuelle situation i Danmark er grund til at vaccinere børn. Men det kan der blive, afhængig af, hvordan epidemien udvikler sig.
»Det er ikke oplagt, som situationen er lige nu, at der er behov for at tage de ældre børn med i vaccinegruppen. Men det vil afhænge af, hvornår vi opnår flokimmunitet. Det kan være, at vi på et senere tidspunkt får brug for at vaccinere dem ned til 12 år for at opnå flokimmunitet,« siger Hans Jørn Kolmos.
Ifølge Sundhedsstyrelsen vides det ikke med sikkerhed, hvor stor en andel af befolkningen, der skal vaccineres, før epidemien er under kontrol. Men erfaringer fra udlandet viser, at der er en effekt på epidemien allerede når 15-20 procent af befolkningen er vaccineret. Ifølge Statens Serum Institut har 730.000 personer i Danmark fået første stik med coronavaccine, svarende til 12,5 pct. af befolkningen, mens 380.000 eller 6,5 pct. er færdigvaccineret.
Hans Jørgen Kolmos mener det vil være godt at have en godkendt vaccine klar, hvis behovet skulle opstå.
»Jeg vil under alle omstændigheder hilse det velkommen. Det er ikke det samme som at sige, at vi skal vaccinere børn nu, for det mener jeg sådan set ikke, vi skal,« siger Hans Jørn Kolmos.
De første resultater vi har set i studierne af unge indikerer, at børn er særligt godt beskyttede af vaccination
Sundhedsstyrelsen har for nylig lagt større vægt på at prioritere ældre i vaccinationsprogrammet. Tal fra Statens Serum Institut viser, at der siden coronakrisens udbrud har været ét dødsfald i aldersgruppen 0-29 år, mens der har været 1274 dødsfald blandt borgere over 60 år.
Hans Jørn Kolmos vurderer, at vaccinationsbehovet afhænger meget af udviklingen i smittetallene.
»Ingen ved, hvad der sker på den længere bane. Det kan være, det viser sig, at det er uhensigtsmæssigt at have virus cirkulerende i større udstrækning, fordi det fører til en frygtelig masse mutationer. Og så kan det være rigtig fornuftigt at vaccinere lidt flere for at opnå flokimmunitet,« siger Hans Jørn Kolmos.
Han påpeger, at vaccination af unge, ligesom ved andre typer vacciner, vil give anledning til diskussion.
»Der vil altid være nogle overvejelser om etikken i at give en vaccination til nogen, som måske dybest set ikke har brug for den, men som skal vaccineres for samfundets skyld,« siger Hans Jørn Kolmos.