Fyns Politi advarer borgere mod at modtage opkald fra gammelt politinummer
Flere borgere har anmeldt opkald fra det ikke-eksisterende Assens Politi.
Hvis du modtager et opkald fra nummeret 64 71 14 48 skal du helt lade være med at tage telefonen.
Sådan lyder advarslen i en pressemeddelelse fra Fyns Politi, efter det tirsdag modtog en række anmeldelser fra borgere, der er blevet kontaktet af personer, der udgiver sig for at være fra Assens Politi.
Det er der imidlertid ikke længere noget, der hedder - der findes på Fyn kun Fyns Politi - men mange kan alligevel blive snydt. Enkelte kan ikke være bekendt med, at Assens Politi ikke længere eksisterer, men selv hvis man undersøger sagen selv, risikerer man at blive taget ved næsen. Søger man efter nummeret på Google, dukker både den gamle politistation i Assens og dens adresse nemlig op.
»Personen, der ringer fra det falske nummer, fortæller til de uheldige borgere, at de har været udsat for et identitetstyveri, og/eller at de er impliceret i en sag om bedrageri,« skriver Fyns Politi i pressemeddelelsen.
Politiet ved ikke, hvad folkene bag de bedrageriske opkald forsøger at få ud af deres forehavende, om de f.eks. jager bankoplysninger, nem-id eller andre personfølsomme oplysninger, men politiet understreger, at man under ingen omstændigheder skal oplyse noget af den karakter i telefonen.
»Modtager man et opkald fra ovenstående nummer (64 71 14 48, red.) så bør man helt lade være med at tage den,« skriver Fyns Politi.
I alt seks anmeldelser om nummeret er løbet ind hos Fyns Politi i løbet af tirsdagen. Får man et lignende opkald, beder det folk anmelde det til Fyns Politi på 114.
»Hvis du i god tro har oplyst eventuelle bankoplysninger, opfordrer Fyns Politi til, at du anmelder det og får ringet til din bank hurtigst muligt og får spærret kort oa.,« skriver Fyns Politi, der undersøger de mulige svindelopkald nærmere.