Se kortet: Så mange er vaccineret i din kommune
Astrazeneca-doserne står i fryseren, men Danmark gør stadig fremskridt med vaccinationerne. Der er flere steder store forskelle fra kommune til kommune.
Det er gået ud over vaccinationstempoet i Danmark, at Astrazenecas coronavaccine er sat på køl og ser ud til at skulle blive der i mindst tre uger endnu.
Der bliver dog stadig gjort mærkbare fremskridt samlet set. Senest blev der fra torsdag til fredag uddelt i alt 16.010 doser rundt om på vaccinationscentrene i landet.
Samlet set har 636.667 danskere svarende til 10,9 pct. af befolkningen fået mindst et stik. 353.591 af dem er færdigvaccinerede.
Helt tilbage fra vaccinationsprogrammets spæde start ved årsskiftet har der været betragtelige lokale forskelle i, hvor mange der har fået et stik. Ser man på det seneste vaccinationskort over samtlige danske kommuner, gælder konklusionen endnu.
Et eksempel finder man på Fyn, som generelt set er langt fremme med vaccinationerne. I Svendborg Kommune er 14,3 pct. af indbyggerne således påbegyndt vaccination, mens det i nabokommunen kun er 12 pct.
På landsplan findes der dog meget større forskelle end eksemplet fra Fyn.
Eksempelvis viser opgørelsen, at økommunerne Læsø, Samsø og Ærø fortsat ligger helt i front og langt over landsgennemsnittet. Den status har de tre kommuner haft længe.
Den nye opgørelse viser, at især Læsø skiller sig ud fra mængden. Her har 22,6 pct. af borgerne fået mindst et stik - altså dobbelt så mange som gennemsnittet for hele Danmark.
Førstepladsen for færdigvaccinerede borgere har Samsø med 12,5 pct. af øens borgere færdigvaccinerede.
I den anden ende af listen finder man Aabenraa, Ishøj og København, der som de eneste tre kommuner har en andel på under 10 pct. af borgerne, der har fået mindst et stik. København ligger allerlavest på både påbegyndte, 8,3 pct., og færdigvaccinerede, 4,1 pct.
Samlet set er status på vaccineudrulningen, at 9 ud af 10 borgere over 85 år har fået mindst én vaccinedose nu.
Den seneste gruppe til at modtage vaccinetilbuddet er gruppe syv, som rummer de 80-84-årige.
Valget om at sætte Astrazeneca på pause har betydet forskydninger i vaccinationskalenderen med konsekvenser for især sundhedspersonale og naturligvis de borgere, som allerede har fået ét Astrazeneca-stik.
Det har desuden påvirket kalenderen, at Johnson & Johnson kun kommer til at levere 39.000 doser til Danmark sidst i april. Det er markant mindre end de 495.000 doser jævnt fordelt over hele måneden, som myndighederne indtil torsdag havde regnet med.