Referat fra ministermøde: Regeringen såede tvivl om stor asylplan bag lukkede døre
Ifølge mødereferat ved regeringen ikke, om asyllejrplaner i udlandet kan lade sig gøre.
Mens udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i offentligheden gav udtryk for, at regeringens store valgløfte om asyllejre i udlandet skred fremad, var historien en anden bag lukkede døre.
Den 28. oktober holdt han møde med den norske justitsminister, Monica Mæland. Her afsøgte regeringen muligheden for at samarbejde om asylpolitikken. På mødet spurgte Mæland, om »det er realistisk at finde et land, der ønsker at have et sådant center (modtagecenter, red.) hos sig«.
»Tesfaye svarede, at det ved han ikke p.t., men han håber at kunne svare på det om et års tid,« står der i mødereferatet, som Udlændinge- og Integrationsministeriet fik tilsendt, og som Jyllands-Posten nu har fået aktindsigt i.
DF’s næstformand, Morten Messerschmidt, mener, at »Folketinget må føle sig vildledt«. Partiet kalder nu ministeren i samråd.
I et skriftligt svar afviser Tesfaye kritikken:
»Vi arbejder på at flytte asylsagsbehandlingen uden for EU. Det gør vi selvfølgelig kun, fordi vi mener, at det kan realiseres. Ellers ville jeg jo ikke bruge så meget tid på projektet.«