Fortsæt til indhold
Indland

Her er forklaringen på mystiske brag lørdag over Sydsjælland og Møn

To russiske fly kom tæt på det danske luftrum lørdag middag.

I store dele af Sydsjælland og på Møn kunne borgere høre to voldsomme brag lørdag omkring kl. 11.50. I nogle tilfælde begyndte huse endda at ryste. Men det var der en god grund til, skriver TV 2 ØST.

Det begyndte med, at Forsvarskommandoen registrerede nogle radarspor fra ukendte objekter, der kom tæt på dansk luftrum uden at give sig til kende. Herefter besluttede Forsvarskommandoen at finde ud af, hvad der var sket.

»Det er vores afvisningsberedskab, der blev aktiveret. Vi fulgte nogle radarspor, og i dag så vi det lidt senere, end vi plejer. Derfor kom det til at gå lidt stærkt, og så gennembrød de lydmuren, det er de to brag man har hørt. Vi sendte to F 16-fly afsted. De kan flyve op til to gange lydens hastighed,« fortæller Lars Skjoldan, leder af Forsvarets Kommunikatonssektion Vest til TV 2 ØST.

De to danske kampfly blev sendt op fra Flyvestation Skrydstrup i retning mod Bornholm for at afvise mulige indtrængere.

Omkring 40 gange om året aktiveres afvisningsberedskabet. Men de danske fly har sjældent så meget fart på som lørdag, skriver Netavisen Vordingborg.

Det var to russiske Sukhoi SU-27-fly, der kom tæt på dansk luftrum i lørdags, ifølge Forsvarskommandoen.

De høje brag, som en del borgere hørte lørdag, skyldtes de danske jagerflys gennembrydning af lydmuren ved omkring 1.235 km/t. Da den nævnte hastighed blev opnået, blev der skabt en slags chokfront, der ”fejede” hen over det område, fronten passerede.