Tæt på 225.000 er nu færdigvaccineret
Næsten hver tiende dansker har modtaget mindst et stik med vaccinen, hvoraf 60 procent mangler andet stik.
Dem, der i dag skulle have modtaget et stik med vaccinen fra AstraZeneca, får den ikke alligevel.
Det skyldes, at sundhedsmyndighederne har valgt sætte vaccination med AstraZeneca-vaccinen på pause, efter der har været tilfælde af blodpropper, kort efter personerne modtog vaccinen.
Det er endnu uvist, om vaccinen er årsag til blodpropperne.
Indtil videre har omkring hver fjerde vaccinerede borger i Danmark fået vaccinen fra AstraZeneca. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
AstraZeneca-stoppet vil først vise sig i morgendagens opgørelse over vaccinetilslutningen.
Det seneste døgn har yderligere 11.384 borgere i Danmark modtaget mindst et stik med en coronavaccine. Det viser tal fra SSI.
7120 af dem er færdigvaccinerede, mens 4264 fortsat mangler andet stik, før de kan kalde sig færdigvaccineret.
I alt har 572.040 modtaget mindst et stik med vaccinen. Det svarer til 9,8 procent eller næsten hver tiende borger i Danmark.
224.590 - eller 3,8 procent af befolkningen - er færdigvaccineret.
Her kan du se, hvordan vaccinationerne fordeler sig regionalt. I parentes er angivet, hvor stor en andel af indbyggerne i regionen, der er tale om:
- Region Hovedstaden: 175.354 personer har påbegyndt vaccination (9,4 procent).
Færdigvaccinerede: 64.463 (3,5).
- Region Midtjylland: 127.692 (9,6).
Færdigvaccinerede: 55.551 (4,2).
- Region Nordjylland: 60.820 (10,3).
Færdigvaccinerede: 22.861 (3,9).
- Region Sjælland: 83.459 (9,9).
Færdigvaccinerede: 37.181 (4,4).
- Region Syddanmark: 124.715 (10,2).
Færdigvaccinerede: 44.534 (3,6).
Opgørelsen medregner kun de vaccinerede borgere, som stadig er i live eller fortsat har bopæl i Danmark.
Statens Serum Institut kan ikke oplyse antallet af borgere, der har påbegyndt vaccination, og som siden er afgået ved døden.
Bemærk, at antallet af personer, der har fået første stik, også omfatter dem, der har færdiggjort vaccinationen.
Statens Serum Institut gør opmærksom på, at der kan være en forsinkelse i registreringen af de givne vacciner.
Kilder: Statens Serum Institut