Se kortet: Så mange er vaccineret i din kommune
I Nordfyns Kommune har 5,3 pct. af borgerne fået det første stik. På den anden side af Fyn – i Svendborg – er andelen 8,7 pct.
I alt har godt 348.000 danskere ifølge onsdagens tal fra Statens Serum Institut fået det første vaccinestik, svarende til 6 pct. af befolkningen. Men ikke alle kommuner er nået lige langt med vaccinerne.
I Svendborg er andelen af borgere, der har fået det første stik, således 8,7 pct., mens Nordfyns Kommune på den anden side af øen har vaccineret 5,3 pct. af deres indbyggere.
Samme forskelle viser sig i andre dele af landet. I Skanderborg har 4,8 pct. eksempelvis fået det første stik, mens andelen i nabokommunen Odder er 6,1 pct.
Forskellene kan til dels forklares med kommunernes befolkningssammensætning, men der kan også være andre årsager.
På kortet herunder kan du se, hvor stor en andel der har fået det første stik i din kommune.
Vil være test-ø
Læsø er den kommune i landet, hvor den næststørste andel af befolkningen, 11,2 pct., er vaccineret. Med i alt knap 1.800 indbyggere, mangler der ifølge TV2 Nord kun knap 1.000 borgere, for at alle over 18 år på øen har fået vaccinationen. Derfor har øens borgmester opfordret til at vaccinere resten af øens indbyggere hurtigst muligt, så Læsø kan blive en test-ø, som resten af Danmark kan drage erfaringer fra.
»Det kunne være godt, at få færdig-vaccineret alle for at se, hvordan udviklingen bliver. Man kunne se om man udvikler flokimmunitet mod den her frygtelige sygdom,« har Læsø Kommunes borgmester, Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti, tidligere på måneden sagt til TV2 Nord.
Ifølge tal fra SSI har der kun været et enkelt smittetilfælde på Læsø inden for de seneste syv dage.
Sundhedsstyrelsen forventer, at alle danskere over 16 år, der ønsker det, kan være færdigvaccinerede den 27. juni.