Fortsæt til indhold
Indland

Fra 464 til 5 tilfælde: Antallet af smittede på plejehjem er raslet ned i ugevis

Ældre på danske plejehjem er færdigvaccinerede for langt de flestes vedkommende, og antallet af tilfælde fortsætter med at dale.

Smitten på de danske plejehjem fortsætter med at falde hastigt.

Det viser et af de nøgletal fra den seneste opgørelse, som Statens Serum Institut tirsdag har offentliggjort fra overvågningen af covid-19 i Danmark.

I uge 7 - som er den senest opgjorte uge på landsplan - var der således kun fem bekræftede tilfælde af corona blandt beboere på plejehjemmene, som var nogle af de første der modtog covid-19-vaccinerne. Fem plejehjem har registreret tilfælde, mens der er seks dødsfald.

Alle disse tal er faldet støt siden årsskiftet. I årets første uge var der således 464 registrerede tilfælde af coronasmitte blandt plejehjemsbeboere og 126 plejehjem med bekræftede tilfælde.

Med til billedet hører, at der bliver foretaget færre test på plejehjemmene, lige som langt størstedelen af plejehjemsbeboerne allerede er færdigvaccinerede mod covid-19. I flere kommuner har man derfor ophævet besøgsrestriktionerne, der har forhindret beboerne i at få besøg af familien undtagen i særlige tilfælde.

Imidlertid flytter der løbende nye beboere ind på landets plejehjem, som ikke er færdigvaccinerede.

»Når et påbud bliver ophævet, sker det altid på baggrund af en konkret, individuel og sundhedsfaglig vurdering,« meddelte Styrelsen for Patientsikkerhed i forrige uge i forbindelse med ophævelserne i flere kommuner.

Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet har tidligere vurderet over for Jyllands-Posten, at der går omkring en uge, fra man har fået det sidste vaccinestik, og til vaccinen er fuldt dækkende.

I Danmarks 98 kommuner er der omkring 930 plejehjem med over 40.000 beboere. Ældre som bor i ældrebolig tilknyttet et plejehjem, medregnes ifølge SSI ikke i overvågningen.

Alle SSI’s tal for indlagte og dødsfald samt smittespredning udvalgte steder i samfundet kan ses her.