Lægeformand vil have hele København lukket ned
Der hersker stor debat om genåbningen af Danmark - men man bør også tale om nedlukning nogle steder, mener formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.
I foråret gjorde de det i Finland: Lukkede helt ned for hovedstaden, med kontrol af ind- og udrejse. Målet var at få stoppet smitten i Helsinki, som på det tidspunkt havde klart højest smitte.
Det lykkedes. Og siden har Finland i lange perioder haft en af verdens laveste smitterater.
Nu bør man så benytte sig af samme model i Danmark. Det siger formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin Joachim Hoffmann-Petersen tirsdag til TV 2.
Han begrunder det med, at det er i hovedstadsområdet, man finder langt de fleste kommuner med høj smitte - som det har været tilfældet det meste af epidemien.
»Vi må forvente, at de her forskellige mutationer på et tidspunkt begynder at røre på sig og få smittetallet til at stige. Og så skal det gerne være en stigning fra et meget lavt niveau. Det niveau er endnu ikke indtrådt i de her vestegnskommuner,« siger Joachim Hoffmann-Petersen, som også er konservativ folketingskandidat, til TV 2.
Lægeformandens udtalelser kommer kun få dage efter, regeringen skred til handling i Ishøj Kommune, der skiller sig udmed den klart højeste smitte i landet.
Udover øget testindsats og hjælp fra Styrelsen for Patientsikkerhed har regeringen påbudt Ishøj Kommune at sende elever fra 0.-4. klasse hjem igen blot en uge efter, at de igen måtte komme i skole.
Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen har på TV 2 News kommenteret Joachim Hoffmann-Petersen forslag - han finder det unødvendigt hårdt.
Mette Frederiksen gav i weekenden et interview til Berlingske. Her gjorde hun det klart, at det er regeringens mål, at der fremover ikke skal ske flere nedlukninger af samfundet, men at et af kravene, for at det skal lykkes, er test af borgerne 1-2 gange om ugen.
Imens er SSI gået i gang med at regne på forskellige scenarier for delvis genåbning af hele eller dele af landet.
Efter et møde fredag formiddag mellem sundhedsminister Magnus Heunicke og partiernes sundhedsordførere sagde SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen til Jyllands-Posten, at regeringen »ikke er lige om hjørnet« med yderligere genåbninger.
Hun fortalte, at der umiddelbart blev lagt op til, at SSI havde uge 7 ud til at regne scenarier igennem, og at man så i uge 8 kunne lave politiske beslutninger.