Fortsæt til indhold
Indland

Professor efter Mette Frederiksen-udtalelse: Øget testkrav kan føre til øget modstand

Nogen vil mene, at regeringen tager for hårdt fat, hvis vi skal lade os teste flere gange om ugen, advarer professor, som forsker i borgeradfærd under coronakrisen.

Danskerne skal vænne sig til at blive testet flere gange om ugen.

Sådan siger statsminister, Mette Frederiksen, i et interview med Berlingske.

Men hvordan får man den hårdt prøvede befolkning med på den idé?

Ifølge Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der forsker i borgernes adfærd og konsekvenserne af coronaepidemiens udvikling, er tydelig kommunikation fra regeringens side altafgørende, hvis befolkningen skal tage idéen om øget testaktivitet til sig:

»Helt overordnet kan man sige, at et flertal af danskerne – omkring 60 pct. – synes, at tests hjælper dem til at navigere gennem livet under coronaepidemien. Men hvis man skruer så kraftigt op for testaktiviteten, som statsministeren nu lægger op til, så er det altafgørende, at folk ikke opfatter det som et indgreb i friheden, men derimod som et redskab til at opnå mere frihed, som en vej hen til genåbning. Hvis folk skal lade sig teste flere gange om ugen, er det altafgørende, at regeringen kommer med gode begrundelser for den øgede testaktivitet og sætter behovet ind i en større, langsigtet strategi, som folk kan forholde sig til.«

Professor er skeptisk

Kun fantasien sætter grænser for, hvor teststationerne skal etableres, lyder det fra statsministeren, som selv nævner det lokale folkebibliotek og supermarkeder som eksempler på potentielle, fremtidige testlokationer.

Men Jan Pravsgaard, professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, forholder sig skeptisk til idéen om, at etablere teststationer i et markant større omfang. Vi skal lære at leve med coronavirus, som vi lever med andre sygdomme, siger han til TV 2 Fyn:

»På et tidspunkt, når tilstrækkelig mange af os er vaccinerede, vil vi skulle lære at leve med corona på lige fod med influenza. Det er fortsat uklart, hvor immune vi bliver, men hvis 70-80 pct. af befolkningen er vaccineret, hvorfor så have teststationer alle steder? Vi har heller ikke influenza-teststationer alle steder, selvom en prøve kan tages med spyt.«

Kan skabe yderligere stress

Coronasituationen skaber stress i mange familier, som fortsat lever med eksempelvis hjemmeskoling. Kravet om yderligere testaktivtet kan skabe yderligere stress, mener Michael Bang Petersen.

»Hvis man bor i en lille by med langt til nærmeste testcenter, så kan øget testaktivitet være temmelig indgribende. Det handler om at tænke i smarte testsystemer. Der arbejdes på udvikling af hjemmetests, hvilket uden tvivl vil nedsætte stressniveauet. Coronatesten skal så tæt på borgernes hjem som muligt. Helst helt hjem i borgernes egne skabe.«

Michael Bang Petersen har tidligere udtalt sig om de voldsomme coronademonstrationer afholdt af modstandere af regeringens håndtering:

»Jo længere tid en krise varer, jo større potentiale er der for, at de her typer af frustrationer kan hobe sig op. Det, at flere og flere kommer på gaden nu, afspejler formentlig også, at de nu har set, at der er en vej, hvorigennem deres frustrationer kan udtrykkes,” sagde han til Jyllands-Posten i januar.

Et nyt krav fra regeringen og Mette Frederiksen om yderligere testaktivitet kan netop føre til øget modstand, mener professoren.

»Folk har demonstreret imod nedlukningen, og når det kommer til testkrav, vil der sikkert også være nogen, som synes, at regeringen tager for hårdt fat. Men flertallet af danskere vil nok se nøgternt på situationen og være villige til at lade sig teste oftere i håbet om snarlig genåbning af samfundet.«