Fortsæt til indhold
Indland

Flere forslag på bordet for yderligere genåbning

Når alle danskere over 50 år er vaccineret, bør hele samfundet åbne op, mener DI.

Butikker, barer og biblioteker. Skoler, sportshaller og spillesteder.

Hele samfundet bør senest åbne, når alle over 50 år har haft mulighed for at blive vaccineret mod corona.

Sådan lyder det fra Dansk Industri (DI), og fra Venstre – der samtidig er medunderskriver på andre forslag – er der støtte til idéen.

Jeg er forhåbningsfuld i forhold til, at vi inden for de næste uger kan tage det næste skridt i en gradvis udfasning af restriktionerne.
Mette Frederiksen, statsminister

Når de sårbare, plejepersonalet, personer over 50 år mv. er vaccineret, vil faren for en voldsom overbelastning af sundhedsvæsenet være drevet over, mener DI, som har rådført sig med virologer og specialister i Danmark og udlandet.

»Meget få procent under de 50 år kræver omfattende intensiv behandling,« siger DI-direktør Lars Sandahl Sørensen til Politiken.

»En rigtig god plan«

Ifølge erhvervsorganisationen skal den totale åbning, som også indebærer en ophævelse af forsamlingsforbuddet og åbning af grænserne, gå hånd i hånd med et digitalt coronapas og en massetestning af alle over 10 år.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, kalder DI-forslaget for »en rigtig god plan«, og han vil bede regeringen om at forholde sig til den.

Sundhedsstyrelsen har ikke udmeldt en dato for, hvornår alle over 50 år forventes at være vaccineret.

Den 12. og sidste målgruppe i Sundhedsstyrelsen prioriterede rækkefølge er personer mellem 16 og 64 år, som ikke varetager samfundskritiske funktioner eller er i større risiko for at få et alvorligt forløb på grund af sygdomme.

Denne gruppe udgør tre millioner personer, som alle forventes at blive vaccineret i maj og juni.

Unge og gamle til fodbold

Fredag sendte Venstre og de øvrige blå partier – Dansk Folkeparti, De Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance – et brev til statsministeren med en appel til at genåbne dele af samfundet.

»Vi foreslår eksempelvis at lade de unge komme tilbage på efterskolerne efter vinterferien. Her kan man kontrollere situationen og skabe en boble (…) Tilsvarende skal vi tænke fleksibelt i butikkerne. Hvorfor skal kunderne ikke kunne bestille tid hos en autoforhandler, hvor afstandskrav er til at overholde? Eller hvad med idræt. Lige nu er det frost, men snart bliver plænerne grønne. Kan vi så ikke give både unge og gamle mulighed for at røre sig til en gang fodbold eller andet?« lød det fra de fem partiers formænd.

Lørdag gjorde statsminister Mette Frederiksen det klart, at »regeringen afviser ikke nogen idéer på forhånd«.

»Det kan være regionale og lokale genåbninger og øget anvendelse af test. Alt det drøftes også med Folketingets partier,« skrev hun på Facebook.

Samtidig understregede hun, at de næste skridt i en genåbning først kan tages, når der er mere sikkerhed om, hvad denne uges åbning af 0. til 4. klasse har betydet.

»Jeg er forhåbningsfuld i forhold til, at vi inden for de næste uger kan tage det næste skridt i en gradvis udfasning af restriktionerne. Men det skal ske forsigtigt og forsvarligt,« skrev statsministeren og forklarede samtidig, at var det ikke for den britiske mutation, »kunne en stor del af samfundet være åbent nu. Men mutationen betyder, at smitten hurtigt kan eksplodere på et kritisk tidspunkt, hvor for få ældre og sårbare er vaccinerede«.

Lørdag registrerede Statens Serum Institut 274 personer smittet med covid-19. Det er det laveste antal siden den 9. september 2020.