Fortsæt til indhold
Indland

Overblik: Ny coronavariant smitter op til 70 procent mere

I Danmark bliver et stigende antal danskere smittet med en ny coronavariant. Bliv klogere på den her.

/ritzau/

Ifølge Statens Serum Institut fortsætter en ny variant af coronavirusset med at sprede sig i Danmark.

Varianten risikerer at sætte epidemien ud af kontrol, hvis den "som forventet" bliver ved med at sprede sig, og der ikke indføres yderligere restriktioner, lyder det fra seruminstituttet.

Her er, hvad man indtil videre ved om den nye coronavariant:

  • De britiske myndigheder påviste første gang varianten i september. Smitten tog for alvor til i slutningen af november og starten af december.
  • Ifølge forskere vurderes den nye virusvariant at være 50-74 procent mere smitsom end de allerede kendte virusvariationer.
  • Den nye variant menes ikke at være mere dødelig end andre virusvariationer. Det er i øvrigt normalt, at et virus hele tiden muterer - ændrer sig.
  • Forskere har haft en foreløbig konklusion om, at den nye variant reagerer på vacciner. Dog har et studie vist, at varianten viser tegn på nedsat følsomhed over for neutraliserende antistoffer. Der er derfor bekymring for, hvor effektiv en vaccine vil være over for varianten.
  • Den nye virusvariant er blevet påvist i en lang række europæiske lande. Det gælder for eksempel Sverige, Norge, Island, Tyskland, Holland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Danmark.
  • I de fleste af landene er varianten primært blevet fundet blandt rejsende fra Storbritannien, hvilket formentlig skyldes, at testningen og analyserne har været fokuseret på denne gruppe af rejsende.
  • Det er sandsynligt, at der også er samfundssmitte med den nye variant i andre lande, men det opdages især i lande med høj kapacitet til at foretage de særlige undersøgelser, der skal til for at opdage varianten i positive coronatest.
  • Kilde: Statens Serum Institut.