Fortsæt til indhold
Indland

Ekspert nedtoner frygt for ny coronavariant

Statens Serum Institut oplyste tirsdag, at en ny virusvariant måske er mindre følsom over for en vaccine. Professor Jens Lundgren siger, at det er normalt, at virus muterer.

Overlæge og professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren maner til ro, når det gælder fundet af den ny coronavariant – den såkaldte N439K.

Tirsdag eftermiddag kunne Statens Serum Institut, SSI, oplyse, at fundet af den ny mutation i en ny analyse har vist tegn på nedsat følsomhed over for neutraliserende antistoffer. Og dermed måske også over for en kommende vaccine mod corona. Men Jens Lundgren siger, at det er helt normalt, at virus muterer, og at det ikke nødvendigvis vil få indflydelse på den vaccine, der allerede i disse timer er på vej til Danmark.

»Der findes alle mulige mutationer, som vi selvfølgelig videnskabeligt set skal dykke ned i. Men vi skal passe på med ikke at overreagere,« siger professoren, der tidligere har kritiseret SSI for at melde alt for bastant ud om den såkaldte cluster 5-minkvariant tidligere på året.

Ifølge Jens Lundgren er det korrekt, at den ny coronavariant N439K, som SSI har analyseret, angriber et af de steder på det såkaldte spikeprotein, hvor antistofferne skal binde sig for at skabe neutralisation – og dermed få vaccinen til at virke.

»Men når det er sagt, findes der altså fem andre angrebspunkter, og det går ikke, at vi hver gang går i panik, når vi ser sådan en ny mutation,« siger Jens Lundgren og fortsætter:

»Så ro på.«

Fundet i flere lande

Ifølge det ny SSI-studie er den ny N439K-coronavariant fundet i flere lande i Europa. Samtidig refererer analysen til et internationalt studie, der har vist, at denne variant viser tegn på nedsat følsomhed over for neutraliserende antistoffer.

»Derfor er der rejst en bekymring for, hvor effektiv en vaccine vil være over for den ny variant. Men om det får afgørende betydning for vaccinens virkning, ved vi faktisk ikke endnu,« siger afdelingschef Tyra Grove Krause fra SSI.

Ligesom Jens Lundgren siger Tyra Grove Krause også, at det ikke vil være sidste gang, at vi vil se, at virus ændrer sig. Faktisk er SSI lige nu opmærksomme på godt 6.000 forskellige varianter af virus, siger hun.

»På den måde vil der hele tiden opstå nogle nye varianter. I det her tilfælde er der rejst bekymring, fordi antistoffer fra folk, der er kommet sig over en covid-infektion, ikke har kunnet neutralisere virus i samme grad, som de normalt gør. Men det, vi egentlig bare ville signalere med vores pressemeddelelse, er, at vi holder øje med de her mange forskellige varianter, der er i omløb,« siger hun.

Samtidig forklarer Tyra Grove Krause, at den ny variant ikke ser ud til at vokse mere end andre, og at den altså heller ikke ser ud til at være mere farlig.

»Men selvfølgelig skal vi holde øje med, hvor udbredt smitten med denne variant er i Danmark, og om den har bredt sig til særligt sårbare grupper,« siger Tyra Grove Krause.