Fortsæt til indhold
Indland

Kommuner får kritik for ikke at have overblik over klagesager på plejehjem

Eksperter, politikere og interesseorganisationer kritiserer, at hver fjerde kommune ifølge en JP-kortlægning ikke har tal på antallet af klager over plejehjem.

Hver fjerde af landets 98 kommuner har ikke et overblik over, hvor mange klager der kommer til forvaltningen eller byrådspolitikerne fra pårørende over behandlingen af ældre på plejehjem. Det viser en kortlægning på landsplan af antallet af klagesager, som Jyllands-Posten har foretaget.

Det er et problem, at så mange kommuner ikke centralt registrerer klager over plejehjem, lyder kritikken fra eksperter, politikere og interesseorganisationer.

»Hvis der kommer mange klager over et eller flere bestemte plejehjem, kan det være vanskeligt fra politikernes side at gribe ind i tide og rette op på forholdene, når de ikke ved, hvor problemerne er, og så bliver plejehjemsbeboerne de store tabere,« siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen.

Det er helt klart vigtigt for en kommune at vide, om man har et enkelt dårligt æble i kurven, eller om æblerne i kurven generelt er halvdårlige.
Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom, professor, SDU

Systematikken

Ifølge tal fra 74 kommuner er antallet af klager fra pårørende til forvaltningen eller byrådspolitikerne over behandlingen af ældre på plejehjem steget 50 pct. på to år til knap 300 i 2019. 24 kommuner registrerer ikke klager centralt – de ligger på borgernes sager og kan kun findes ved en manuel gennemgang, lyder svaret.

»Man burde havde en central registrering af klager over plejehjem, for hvis klagerne ligger på den enkelte borgers sag, bliver det svært at se en eventuel systematik i klagerne,« siger Tine Rostgaard, professor på Roskilde Universitet og forsker i ældrepleje.

Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom og professor på Syddansk Universitet, er enig:

»Hvis jeg sad i en kommunalbestyrelse eller var kommunaldirektør, ville jeg gerne have et samlet billede over, hvordan det står til på plejecentrene, f.eks. om der er nogle, som går igen i klagesagerne. Det er helt klart vigtigt for en kommune at vide, om man har et enkelt dårligt æble i kurven, eller om æblerne i kurven generelt er halvdårlige.«

Det er utilfredsstillende, at kommunerne ikke har styr på antallet af klagesager, lyder det fra Christiansborg.

»Det er dybt foruroligende, at man ikke har bedre styr på det. Hvordan skal en kommunalbestyrelse eller en udvalgsformand kunne tage ansvar for, hvad der foregår på de enkelte plejehjem, når man ikke centralt har opgørelser over, hvem og hvad der klages over og hvor ofte,« siger Venstres ældreordfører Jane Heitmann, som opfordrer de kommuner, som ikke allerede fører statistik, til at komme i gang med at gøre det.

Nøgletal

Regeringen og et flertal i Folketinget har for nylig aftalt, at Styrelsen for Patientsikkerhed fremover skal registrere antallet af bekymringshenvendelser over forhold på landets plejehjem samt styrke det statslige tilsyn på ældreområdet, og det bør følges op med lokal registrering i alle kommuner af klager over plejehjem, mener Dansk Folkepartis ældreordfører Karina Adsbøl:

»Det er et vigtigt redskab til at få en bedre pleje og omsorg af de ældre på plejehjem.«

Enhedslisten og SF er på linje med DF og Venstre.

»Uden central registrering kan man jo ikke vide, hvor problemerne er,« siger SF’s ældreordfører Kirsten Normann Andersen.

Blandt de 24 kommuner uden tal er Næstved. Her forklarer direktør Jakob Bigum Lundberg, der også er formand for landets socialchefer, den manglede registrering med, at det it-system, man i lighed med mange andre kommuner bruger på omsorgsområdet, ikke kan registrere klagesager centralt. Men han så gerne funktionen blive skabt.

»Så ville det være et nøgletal, som min centerchef ville kunne kigge på løbende sammen med andre nøgletal. Der er rigtig mange nøgletal om, hvordan det går med budgettet, men der skal også være nogle nøgletal på den faglige del,« siger Jakob Bigum Lundberg.

Han afviser dog, at den manglende registrering af klagerne betyder, at forvaltningen og politikerne ikke har overblikket over, hvor der måtte være problemer på kommunens 11 plejehjem.

»Kommunens fire distriktsledere, som typisk har tre-fire plejehjem under sig, har sammen med centercheferne en god fornemmelse af, hvordan det går med klagesagerne, og hvor problemerne er, og det har vi en god dialog med dem om,« siger Jakob Bigum Lundberg og tilføjer, at politikerne og forvaltningen i høj grad får overblikket via rapporter fra det kommunale tilsyn med plejehjemmene.

Overvejer registrering

Alzheimerforeningens direktør Nis Peter Nissen forstår ikke, hvorfor kommunerne ikke registrerer klagesager og er særligt overrasket over, at landets største kommune, København, er blandt de 24 kommuner uden tal på antallet af klagesager på plejehjemsniveau.

»Er det, fordi kommunen mener, at der ikke er grund til at have et kommunalt overblik over, hvor slemt det står til på deres plejehjem,« spørger han.

»Nej,« lyder svaret fra Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Med 10.000 ansatte i sundheds- og omsorgsforvaltningen lægger kommunen vægt på en stærk ledelse tæt på driften for hurtigt at kunne løse problemer. Samtidig har brugerundersøgelser og eksternt tilsyn fanget problemer, som kommunen har handlet på, skriver SF-borgmesteren i en mail. Men aktuelt er man »ved at se på«, om der fremover skal ske en central registrering af klager over de 42 plejehjem, der er i København ifølge Sundhedsdatastyrelsen.

»Jeg vil ikke påstå, at vi har det perfekte system i dag. For mig skal et klagesystem for det første sørge for, at problemer med driften bliver løst lokalt, for det andet sikre, at vi får kendskab højere oppe i systemet til de problemer, der ikke bliver løst lokalt, så vi kan handle på det. Derfor er vi også lige nu ved at se på vores klagesystem.«