Fortsæt til indhold
Indland

Kort og liste: Her kommer der nye politistationer efter politiforlig

Politiforlig ender med 20 nye nærpolitistationer. De bliver primært placeret i landkommuner.

Tirsdag aften blev der indgået et bredt politisk forlig om en ny politiaftale. Udover flere betjente, nye våben og penge til anklagemyndigheden blev en stribe nye nærpolitistationer som ventet også en del af aftalen.

Det er indskrevet i aftalen, at de nye stationer skal være bemandet mindst 15 timer om ugen og med mindst fem årsværk pr. station. Der skal som led i den målsætning hyres 110 ekstra lokalbetjente.

»Betjentene knyttet til nærpolitienhederne vil kunne patruljere i lokalområdet som et supplement til beredskabet. Eksempelvis vil lokalbetjentene kunne indhente videoovervågning fra f.eks. et butikstyveri eller aflægge besøg hos indbrudsramte borgere og optage anmeldelse samt vejlede om kriminalpræventive tiltag og sikring af egen bolig,« lyder det i forliget om de opgaver, betjente fra de nye stationer blandt andet skal løse.

»Aftalen indeholder en grundlæggende styrkelse af politiet og anklagemyndigheden. Vi får et mere nærværende politiet,« lød det blandt andet fra justitsminister Nick Hækkerup, da han tirsdag aften præsenterede aftalen.

De fleste af de 20 nye politistationer bliver placeret i landkommuner. Fem af dem bliver dog placeret nær særligt udsatte boligområder.

»Nærpolitienhederne placeres geografisk spredt i hele landet under hensyn til bl.a. afstanden til eksisterende lokationer med begrænset borgerbetjening og kriminalitetsniveauer, ligesom politiets tilstedeværelse i de særligt udsatte boligområder styrkes,« lyder det i aftalen.

Politiforbundet er ikke kun positive om de nye lokale initiativer, ligesom forbundet har en generel kritik af, at man mener, at antallet af nye betjente er for lavt.

Forbundets næstformand, Claus Hartmann, finder således »glædelige takter i forhold til nærhed og forståelse af politiets rolle lokalt.«

»Men der er ved første øjekast også tilsat stram regulering, og ikke de vigtige politifaglige skøn, som vi har efterlyst,« udtaler han på forbundet hjemmeside.