Fortsæt til indhold
Indland

Fakta: Elever sendes hjem og barer lukker i hele landet

Kravet om lukning af barer, museer og fitnesscenter bliver onsdag udvidet til hele Danmark.

/ritzau/

Den delvise nedlukning, der hidtil har været gældende i 69 kommuner, bliver udvidet fra onsdag klokken 16. Det oplyser transportminister Benny Engelbrecht (S) på Facebook.

Herefter gælder restriktionerne i alle landets 98 kommuner frem til 3. januar. Hidtil har de været gældende på Sjælland, Midtjylland, Trekantsområdet samt Aalborg og Odense.

Dermed er det nordjyder, fynboer og syd- og sønderjyder, som fra onsdag vil opleve en ændring.

Her er et overblik over restriktionerne:

  • Skoleelever fra 5. klasse og opefter sendes hjem og skal undervises digitalt.
  • Elever på ungdomsuddannelser sendes hjem og skal undervises digitalt.
  • De videregående uddannelser skal som hovedregel overgå til digital undervisning. Der kan være enkelte undtagelser.
  • Barer, caféer og restauranter skal holde lukket. Der må sælges takeaway - mad ud af huset.
  • Teatre, spillesteder, biografer og lignende skal holde lukket.
  • Svømmehaller, fitnesscentre, idrætshaller, museer, biblioteker, aftenskoler og lignende skal holde lukket.
  • Andre indendørsarealer, hvor der udøves idræts- og foreningsaktiviteter, skal holdes lukket for offentligheden. Professionelle idrætsudøvere må fortsat anvende indendørsområderne.
  • I idræts- og foreningslivet må der som udgangspunkt kun være ti personer til stede på samme sted.
  • Indendørsarealer i forlystelsesparker, zoologiske haver, akvarier og lignende skal holde lukket for offentligheden.
  • Offentlige arbejdspladser opfordres til at sende medarbejdere hjem, der ikke opfylder kritiske funktioner.
  • Private arbejdsgivere opfordres til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for det, arbejder hjemmefra.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.