Broer og tunneller til dyr er dyre – men er de pengene værd?
Flere millioner dyr bliver hvert år dræbt i trafikken. Det skal såkaldte faunapassager hindre. Men selv om man bygger en faunabro til mange millioner kroner kun til dyr, er det langt fra altid, at dyrene vil bruge den. Ved udbygningen af motorvej E45 planlægger man bl.a. at bruge 142 mio. kr. på en enkelt faunabro ved Ejer Bavnehøj.
Man hører en svag susen fra bilerne på Herningmotorvejen, men en lys- og lydisolerende mur fjerner det meste. På jorden er masser af dyrespor mellem træstubbe, store sten, små træer og højt græs. De vilde dyr har dannet en regulær dyreveksel på jorden, fordi de så ofte bruger faunabroen til at passere motorvejen, der blev taget endeligt i brug i 2012.