Region Sjælland har øget beredskabet to gange på en uge
Medarbejdere på Nykøbing Falster Sygehus er sendt hjem efter smitteudbrud. Region Sjælland aflyser operationer, og coronaudviklingen er afgørende for, om endnu flere operationer skal sættes i bero.
14 ansatte ved medicinsk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus er blevet testet positiv for coronavirus.
Det skriver TV 2 Øst.
Udbruddet er sket blandt medarbejdere, der arbejder på forskellige afsnit. Også en enkelt patient er bekræftet smittet, skriver TV 2 Øst.
Smitteudbruddet betyder, at andre ansatte, der kan betragtes som nære kontakter til de smittede, er blevet sendt hjem og nu afventer et negativt testsvar, før de kan vende tilbage til arbejdet på Nykøbing Falster Sygehus.
»Det kan selvfølgelig mærkes i afdelingen. De kolleger, der stadig kan gå på arbejde, gør en stor indsats for at tage sig af patienterne i deres kollegers fravær,« siger Inge Paamejer, vicedirektør på Nykøbing Falster Sygehus, til TV 2 Øst.
Region Sjælland, hvor sygehuset ligger, besluttede i sidste uge at bevæge sig fra trin 0 til trin 1 i deres coronaberedskab. En uge senere, fredag den 11. december, tog regionen imidlertid endnu et ryk op ad beredskabsstigen og er nu på trin 2.
Når beredskabsniveauet øges, betyder det at regionen foretager ændringer på hospitalerne, så de bedre kan håndtere presset fra den stigende coronasmitte og de øgede antal indlæggelser, der følger deraf. Men når der skal frigøres personale og sengepladser til coronahåndtering, betyder det også, at operationer må udskydes.
Med bevægelsen fra trin 0 til trin 1 udskød Region Sjælland »under 30 planlagte operationer på Ortopædkirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge,« oplyste regionen fredag den 4. december.
Men med rykket fra trin 1 til trin 2 skal endnu flere operationer udskydes - regionsrådsformand Heino Hansen (S) kan dog ikke sige hvor mange.
»Vi er nu nødsaget til at udskyde flere planlagte operationer for at frigøre både personale og sengepladser til at kunne håndtere dem. Det er endnu ikke muligt at sige, hvor mange patienter der får udskudt planlagt behandling. Men alle berørte patienter får direkte besked fra sygehusene,« lød det fra regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fredag den 11. december.
Indtil videre får coronasmitten på Nykøbing Falster Sygehus og det øgede beredskab i Region Sjælland ikke konsekvenser for operationerne i Nykøbing Falster. Aflysningerne gælder udelukkende operationer på Sjællands Universitetshospital i Køge, og patienter med akut og såkaldt subakt behov for operation, samt patienter der skal opereres for kræft, får ikke aflyst deres planlagte operationer.
»Vores sundhedsvæsen er åbent, og vi behandler alt akut og livstruende,« sagde Heino Knudsen i en pressemeddelelse den 11. december.
»Vi udskyder kun noget, der kan udskydes. Men det er selvfølgelig klart, at det er frustrerende for den enkelte patient, som bliver ramt af det, og det har jeg den største forståelse for. Jeg håber, at den store samfundsindsats og de nye skærpede restriktioner kan føre til, at epidemien ikke vokser yderligere,« sagde regionsrådsformanden.
Netop udviklingen med coronasmitte og indlæggelser er afgørende for, om flere operationer, herunder også på andre sygehuse i regionen, vil skulle udskydes, skriver regionen i pressemeddelelsen.
I Region Sjælland er aktuelt 68 patienter indlagt med covid-19, viser fredagens tal fra Statens Serum Institut. 10 covid-19-patienter i regionen er indlagt på intensivafdeling, herunder tre i respirator. Der var fredag 17 nye indlæggelser med covid-19, men da 16 indlagte blev udskrevet, steg det samlede antal indlagte blot med en enkelt fra torsdag til fredag.
Fredag blev der registreret 454 nye smittede og et enkelt nyt dødsfald med covid-19 i regionen.