»Cluster 5 var ikke hovedargumentet« bag minkaflivninger - men for ni dage siden kaldte Mette Frederiksen det årsagen til at tage minksmitte »ekstremt alvorligt«
4. november blev det annonceret, at alle danske mink skal aflives. En helt særlig mink-coronamutation, cluster 5, var en del af begrundelsen. Men den er bestemt ikke det vigtigste, blev det fortalt fredag aften.
Både sundhedsminister Magnus Heunicke, Thyra Grove Krause fra SSI og Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen fremhævede det på et coronapressemøde fredag aften: Den særlige "cluster 5"-variant af minkmuteret coronavirus var blot en del af begrundelsen for beslutningen i den forgangne uge om at lukke ned for syv nordjyske kommuner og iværksætte en aflivning af samtlige danske mink.
»Cluster 5 var ikke hovedargumentet. Argumentet var, at mink udgør en trussel mod folkesundheden under epidemien,« blev det f.eks. slået fast af Heunicke.
Thyra Grove Krause havde også særligt fokus på den kritik, der har været af et SSI-forsøg, som viste, at cluster 5-mutationen kunne sætte arbejdet med en coronavaccine i fare. Flere danske og internationale forskere er kommet til den helt modsatte konklusion.
»Det her forsøg var en brik i det samlede risikobillede. Risikoen er ikke hængt op på det forsøg. ECDC (EU's agentur for sygdomsforebyggelse red.) kom ud med en risikovurdering i går, hvor de deler bekymringen om ændringer i det såkaldte spikeprotein kan ændre i tests, behandling og vacciner - men de siger selvfølgelig, det skal undersøges nærmere,« sagde hun på pressemødet.
Det blev desuden fortalt på pressemødet, at det er sandsynligt, cluster 5 er forsvundet.
Med den mutation, der nu er konstateret, har vi nu også et større ansvar for resten af verdenStatsminister Mette Frederiksen på et pressemøde 4. november
Det var d. 4 november, regeringen og sundhedsmyndighederne afholdt det pressemøde, hvor man annoncerede sanktionerne i Nordjylland og påbuddet om aflivning af alle mink - som siden har været i fokus for delvist manglende lovhjemmel.
Når man genlæser hændelserne på pressemødet 4. november er det ikke nødvendigvis helt lige så tydeligt, at cluster 5 »ikke var hovedargumentet« bag beslutningerne, og SSI-forsøget kun »en brik i det samlede risikobillede.«
I hvert fald ikke når man fokuserer særligt på statsminister Mette Frederiksen, som indledte pressemødet og annoncerede nedlukning og aflivningsplan.
Hun indledte med at tale om »nye muterede typer af corona både i danske minkbesætninger og i lokalbefolkningen« - altså mutationsvarianter i flertal - men det generelle fokus havnede hurtigt ét sted: ved cluster 5, omtalt som "mutationen" i ental
Her følger hele den bid af talen, som ledte op til præsentationen af en aflivningsplan for alle mink i Danmark:
»Virus er muteret i mink. Den muterede virus har spredt sig til mennesker. Og hvad værre er – og det er meget, meget alvorligt – har Statens Serum Institut i laboratoriet fundet eksempler på virus i fem minkfarme og hos 12 mennesker (senere nedjusteret til 11.red.), der udviser nedsat følsomhed på anti-stoffer. Med andre ord: Den muterede virus – via mink – kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal.
Over hele verden arbejdes der i måneder, uger og dage på højtryk for at udvikle en vaccine mod coronavirus. Men Statens Serum Institut har altså vurderet, at med den mutation af corona, vi nu ser i Nordjylland – kan vi risikere, at effekten af en vaccine bliver svækket eller udebliver. Dermed kan muteret virus hos mink have voldsomt negative konsekvenser for håndteringen af den igangværende pandemi.
Danmark har et ansvar over for vores egen befolkning. Med den mutation, der nu er konstateret, har vi nu også et større ansvar for resten af verden. En muteret virus risikerer at blive spredt fra Danmark til andre lande. Derfor skal vi tage situationen på de danske minkfarme ekstremt alvorligt.«
Hele Mette Frederiksens indledning på pressemødet 4. november kan læses her.
Ser man på Magnus Heunickes udtalelser på pressemødet 4. november var der dog i forhold til Mette Frederiksen umiddelbart mere fokus på den generelle fare ved minksmitte. Sådan her lød det blandt andet fra Magnus Heunicke dengang:
»Sundhedsmyndighederne vurderer, at minkavlen under den igangværende covid-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden - og for mulighederne for at forebygge covid-19 med vacciner. Statens Serum Institut har fundet en mutation, hvor foreløbige undersøgelser tyder på, at mutationen kan påvirke effekten af aktuelle kandidater til en vaccine mod covid-19. Der er ikke tegn på, at sygdomsforløbet er mere alvorligt for mennesker, der er smittet med varianten. Et stort virusreservoir af mink, øger risikoen for, at der igen opstår nye virusmutationer, som vaccinekandidaterne ikke giver optimal beskyttelse imod.«
Skruer man tiden frem igen til fredagens pressemøde blev der fra Søren Brostrøms side dog skåret igennem enhver tvivl om, hvorvidt cluster 5 er det sprængende punkt i aflivningsstrategien.
»Hvis vi fortsat havde minkavl i Danmark, så ville der - udover de modtagelige mennesker - være 17 mio. mink, som i ekstremt grad ville være modtagelige for smitte, og som ikke kan overholde særlige restriktioner,« forklarede Brostrøm, som også fortsatte:
»Det er uforenligt med kontrol over epidemien at have fortsat minkavl i Danmark. Vi holder fast i og mener fortsat, at det er den rigtige belsutning set fra et sundhedsperspektiv, at vi ikke kan have minkavl i Danmark, så længe der er covid-19.«