Brostrøm med opfordring til nordjyder: »I skal ikke være bange«
Direktør fra Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, opfordrer nordjyderne til ikke at frygte den muterede coronavirus, der er fundet i Nordjylland.
Omfattende restriktioner har onsdag ramt Nordjylland, efter at der er fundet en muteret coronavirus fra mink blandt 12 nordjyder.
Direktør fra Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, kommer i den forbindelse med tre opfordringer til de 280.000 nordjyder, som bliver ramt af de nye restriktioner, som Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag har kaldt for en »reel nedlukning af Nordjylland«.
Han opfordrer på mødet nordjyderne til at lytte til myndigheder både landsdækkende og lokalt. Det sker i forbindelse med, at myndighederne har opfordret samtlige borgere i de syv berørte kommuner til at lade sig teste.
Det gælder Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommuner.
Ifølge Brostrøm vil myndighederne komme med nærmere oplysninger om, hvordan testindsatsen i Nordjylland kommer til at foregå.
Han understreger samtidig, at nordjyderne ikke skal være bange, selvom udviklingen er »bekymrende«.
»Vi holder samfundet åbent, og vi holder først og fremmest kritiske funktioner åbent. I har et godt og stærkt sundhedsvæsen med gode sygehuse i Region Nordjylland. Vi er i tæt kontakt med dem, og de har allerede opskaleret. De er klar til at tage imod jer, hvis I får brug for at komme på sygehuset uagtet om det på grund af covid-19 eller noget andet,« siger direktøren.
Også Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, slår fast, at den muterede coronavirus ikke er farligere end andre typer af coronavirus:
»Det er vigtigt at understrege, at det her virus ikke er farligere end andre coronavirus, men den immunitet, den efterlader, er lidt anderledes end de antistoffer, der følger de andre varianter. Det har vi vist. Det er godt, vi har opdaget det her problem, før vi står med et problem med immunitet blandt befolkningen.«
Han afslutter dog med at sige, at der ikke findes »perfekt evidens«.
Derudover opfordrer Søren Brostrøm nordjyderne til at stå sammen og ikke kigge skævt til hinanden - særligt borgere med forbindelse til minkerhvervet.
»Det er folk, der mister deres erhverv og ser deres livsværk styrte i grus. Lad være med at se skævt til dem. Virus er farveblind. Det er ikke deres skyld, at de har fået virus,« lød det fra Søren Brostrøm.
I alt 7473 er konstaterede smittede i Danmark den seneste uge. Heraf er 304 af de smittede er fundet i de syv nordjyske kommuner.