Fire læger går imod coronatiltag: Indgrebene er »ude af proportioner«
Fire læger har lavet en underskriftindsamling mod regeringens restriktioner og har på få uger fået over 15.000 underskrifter. Lægeforeningen forstår til dels kritikken, men kan ikke bakke op om underskriftsindsamlingen.
De danske politikere har flere gange henvist til sundhedsfaglige anbefalinger, når de har indført nye restriktioner, forbud og påbud for at begrænse smitten med coronavirus.
Men mens Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut bakker op om forsamlingsforbud og maskepåbud, har en række læger en helt anden holdning. Derfor har fire speciallæger fra fire forskellige steder i landet oprettet underskriftindsamlingen ”Erklæring fra sundhedsfagligt personale vedrørende covid-19”, hvor de argumenterer for, at alle restriktioner bør ophæves.
»Vi er bekymrede for de sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser, som indgrebene har i forhold til befolkningens generelle trivsel og vores rettigheder som mennesker. Vi oplever, at de indgreb, der er foretaget, hviler på et meget spinkelt sundhedsfagligt grundlag, og at alvoren i det aktuelle udbrud af covid-19 ikke står mål med konsekvenserne af indgrebene,« lyder det bl.a. fra lægerne, som kalder konsekvenserne af indgrebene for »ude af proportioner«.
De indgreb, der er foretaget i befolkningens frihed, gør mere skade end gavn og griber voldsomt ind i enkeltpersoners liv og frihed, mener lægerne, som argumenterer for, at restriktionerne og indgrebene bør ophæves øjeblikkeligt.
Baggrunden for erklæringen er bl.a., at »dødeligheden for covid-19 er lav i forhold til, hvad vi normalt anser for værende håndtérbart og acceptabelt i en influenzaepidemi«, skriver de fire læger i erklæringen.
Erklæringen har i det seneste døgn været den mest populære på hjemmesiden skrivunder.net og har siden den 13. oktober rundet 15.000 underskrifter.
Over for Berlingske vurderer Kim Varming, der er speciallæge i klinisk immunologi og med-initiativtager til erklæringen, at omkring 2.000 af underskriverne er sundhedsfagligt personale. Underskriftindsamlingen er tænkt som et indspark i den offentlige debat, lyder beskeden fra lægerne.
»Vi skal have en form for national smertetærskel for, hvad man kan acceptere. En coronadød er en for meget, selvfølgelig, men folk dør jo af det ene og det andet. Men hvis smertetærsklen er, at slet ingen må dø, så skal det bare siges. Men det er ikke det, der bliver sagt. Forsigtighedsprincippet overtrumfer proportionalitetsprincippet. Vi gør for meget,« siger initiativtageren Christian Akim Jacobsen, dr.med. og overlæge, til Berlingske.
De nuværende restriktioner, tæller bl.a. et forsamlingsforbud på 10 personer, påbud om mundbind i butikker og restauranter, omfattende rejserestriktioner samt lukning af visse dele af restaurationsbranchen og nattelivet.
Hos Lægeforeningen, der er den faglige interesseorganisation for læger i Danmark, forstår formand Camilla Rathcke til dels de fire lægers kritik af restriktionerne. Hun bakker dog langt fra op om budskabet i de fire lægers erklæring.
»Det er helt legitimt, at nogle stiller spørgsmålstegn ved, om der er proportioner i det, der sker. Jeg kan også godt forstå, at nogle ikke synes, at de proportioner er til stede i alle tiltagene, og det er netop derfor, at det er vigtigt, at myndighederne er klare og åbne over for offentligheden om, hvorfor man gør, som man gør,« siger hun.
Camilla Rathcke kalder det for »en enorm opgave« ikke at skabe forvirring i befolkningen og forklarer, at Lægeforeningen grundlæggende bakker op om den linje, der er lagt i forhold til smittebekæmpelse.
»Det er en enorm opgave ikke at skabe forvirring i befolkningen, når regeringen melder nogle nye restriktioner ud. Forslaget her lægger nærmest op til at fjerne alle restriktioner, og lige så meningsløse, som de enkelte restriktioner kan være, lige så meningsløst vil det være at gå tilbage til et samfund uden restriktioner. Der er nødt til at være en balance,« forklarer hun.
Oppositionspartiet Venstre opfordrede i forrige uge regeringen til at indføre et forklar-eller-fjern princip i forhold til coronarestriktioner.
»Hvor alle påbud eller krav, som skyldes corona, skal efterses af sundhedsfaglige eksperter og økonomer. For at vi kan sikre, at der er en åbenhed og en klarhed,« sagde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.