Dansk alarm over EU-plan om mindsteløn
Dansk Metal kræver, at regeringen stiller et ultimatum i Bruxelles og er klar til at sætte EU-medlemskabet på spil. Minister er bekymret.
Et initiativ fra EU-Kommissionen, der skal sikre alle EU-borgere »en rimelig mindsteløn«, kan undergrave den særlige danske arbejdsmarkedsmodel og vil samtidig være i strid med EU-traktaten.
Sådan lyder advarslen fra juraprofessor ved Københavns Universitet Jens Kristiansen, der har udarbejdet et juridisk notat om de mulige konsekvenser af et udspil fra EU-Kommissionen, der efter års tilløb ventes fremlagt i detaljer onsdag.
»Der er ingen tvivl om, at en EU-lov om minimumsløn og kollektive forhandlinger vil kunne få meget alvorlige konsekvenser for den danske aftalemodel. Det kan betyde, at løn- og overenskomstspørgsmål bliver et anliggende for EU og Folketinget, og at EU-Domstolen også vil kunne få indflydelse på de danske lønvilkår,« siger Jens Kristiansen.
Indførelsen af en europæisk mindsteløn vil være ødelæggende for den danske model.Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal
I Danmark er det i dag fagforeninger og arbejdsgivere, der uden politisk indblanding aftaler løn.
Notatet er udarbejdet for fagforeningen Dansk Metal, og her frygter forbundsformand Claus Jensen, at et forslag om »en ramme for mindsteløn« i EU vil bane vejen for, at østeuropæere kan arbejde i Danmark til hjemlandets mindsteløn. Han frygter pres på danske lønninger, og at fagbevægelsens mulighed for at føre konflikt stækkes.
»Indførelsen af en europæisk mindsteløn vil være ødelæggende for den danske model,« siger Claus Jensen, der kræver, at regeringen siger »nej, nej og atter nej« til ethvert EU-forslag om mindsteløn.
Hvis forhandlingsvejen ender blindt, mener han, at Danmark bør rejse sagen ved EU-Domstolen. Glipper det, »bør det i yderste konsekvens udløse en folkeafstemning om dansk EU-medlemskab,« siger den ellers EU-positive Claus Jensen.
EU-Kommissionen har talrige gange afvist de danske bekymringer, og ifølge Jyllands-Posten oplysninger vil forslaget forsøge at imødegå kritikken. Bl.a. ved at fritage lande med høj overenskomstdækning fra visse forpligtelser. Alligevel vurderer arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet, at der »bestemt« er grund til dansk bekymring.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er »meget bekymret« for EU-planen, selv om hans indtryk er, at kommissionen »lytter«. Hummelgaard vil bekæmpe forslaget, men vil ikke garantere en total dansk afvisning.
»Vi udelukker ikke noget som helst,« siger han.