Fortsæt til indhold
Indland

Her er de nye restriktioner, du skal huske nu

Det nye forsamlingsforbud på maksimalt 10 personer træder, sammen med en række andre restriktioner, i kraft mandag. Se dem alle her.

Fra mandag gælder en række af de nye coronarestriktioner, som statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede på et pressemøde fredag.

Coronasmitten i Danmark har i den seneste tid været stigende, og henover weekenden blev der to gange sat rekord i antal nye smittede i Danmark. Fra torsdag til fredag blev der registreret 859 nye smittede, hvilket var det hidtil højeste antal på et døgn, indtil tallet søndag steg til 945 nye smittetilfælde, og der dermed blot ét døgn senere igen blev sat rekord.

Regeringen var fredag selvsagt ikke bekendt med smittetallene for søndag, men det er ifølge statsministeren bekymring for den stigende smitte, der har fået regeringen til at indføre de skærpede restriktioner.

Herunder kan du se, hvilke nye restriktioner du skal være opmærksom på fra mandag morgen - samt hvilke du skal forberede dig på i de kommende dage.

Disse restriktioner gælder fra mandag

For det første træder det skærpede forsamlingsforbud i kraft, hvilket betyder, at man fra mandag kun må samles maksimalt 10 personer ad gangen, dog med visse undtagelser.

For eksempel kan børn og unge under 21 år fortsat samles op til 50 personer, når de skal til fodbold, håndbold, badminton og andre aktiviteter i foreningslivet.

Professionelle idrætsudøvere er ikke underlagt 10-personers-grænsen, og det er fortsat tilladt at samles op til 500 tilskuere til en professionel sportskamp.

Ved aktiviteter på socialområdet bevares forsamlingsforbuddet på 50 personer, når det gælder udsatte børn og unge under 18 år.

De nye begræsninger på forsamlinger gælder foreløbigt frem til den 22. november.

Derudover gælder, at:

  • Kiosker og detailbutikker underlægges et forbud mod at sælge alkohol efter klokken 22.00.
  • Alkoholindtag er forbudt i busser - det gælder også de såkaldte partybusser.
  • Udenlandske arbejdstagere skal testes oftere.
  • Rejsende fra risikolande skal fremvise en maksimalt 72 timer gammel negativ coronatest ved indrejse (gælder ikke grænsependlere).

Disse anbefalinger gælder fra mandag

Forsamlingsforbuddet gælder ikke i private husstande, men regeringen og sundhedsmyndighederne anbefaler, at man alligvel tager sig to ekstra forholdsregler i sin sociale omgang med andre mennesker - også inden for hjemmets fire vægge:

  • Det anbefales, at man ikke forsamles flere end 10 personer ad gangen i husstande.
  • Det anbefales, at man begrænser sig til at ses med maksimalt 10 personer ud over dem, man deler husstand med.

Ny restriktion gælder fra torsdag den 29. oktober

Ved pressemødet fredag lancerede Mette Frederiksen en udvidelse af de allerede eksisterende påbud om at bære mundbind i offentlig transport og på caféer, barer og andre restaurationer.

Fra torsdag den 29. oktober gælder det, at man også skal bære mundbind eller visir på steder, hvor der er offentlig adgang. Det gælder:

  • Når man bevæger sig ind og ud af fitnesscentre.
  • Når man køber ind i detailhandlen og i supermarkeder.
  • Når man går i biografen.
  • Når man befinder sig på et hospital.
  • I kulturinstitutioner.
  • På ungdomsuddannelser.
  • På universiteter.

Det er en væsentlig detalje ved denne restriktion, at den kun gælder, når man bevæger sig - altså ikke, når man sidder ned.

Kravene til at bære mundbind i kollektiv transport samt i sundheds- og plejesektoren fastholdes.

Alle krav om at bære mundbind og visir er forlænget frem til den 2. januar 2021.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet.