Fortsæt til indhold
Indland

Mette Frederiksen: Kravet om mundbind udvides, forsamlingsforbud på 10 personer

På et pressemøde fredag aften har statsminister Mette Frederiksen annonceret nye coronarestriktioner.

JP/Ritzau

Fredag aften præsenterede Mette Frederiksen nye restriktioner for at hindre smitte med corona. Desuden blev det meddelt, at de hidtidige restriktioner også forlænges.

Statsministeren udtalte også, at der kan blive tale om yderligere skærpelser.

Nye restriktioner annonceret af Mette Frederiksen på pressemødet fredag aften:

Forsamlingsforbud på ti personer

Man bør ikke ses med mere end ti forskellige personer, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Hun siger, at forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til ti personer, og at regeringen derudover opfordrer folk til at begrænse, hvor mange forskellige personer de er sammen med.

Vi må skrue gevaldigt ned for hvor mange, vi ser
Mette Frederiksen

Krav om mundbind udvides

Krav om mundbind udvides, siger statsminister Mette Frederiksen (S). Det skal bæres i indendørs lokaler, hvor der er offentlig adgang.

Det gælder supermarkeder, storcentre, biografer, hospitaler, kulturinstitutioner og ungdomsuddannelser – for bare at nævne nogle af eksemplerne.

Det gælder fra 29. oktober.

Grænsekontrol skærpes

Grænsekontrollen vil blive skærpet frem til 2. januar, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde.

Ingen alkohol efter klokken 22

Det bliver forbudt at sælge alkohol efter klokken 22, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde.

Dette sagde statsministeren:

»Vi må skrue gevaldigt ned for hvor mange, vi ser.«

»Hvis smitten får lov at sprede sig for hurtigt, risikerer vi at miste kontrollen. Derfor vil vi idag præsentere nye restriktioner,« lød det fra statsministeren, som opremsede eksempler fra lande, der grundet endnu højere smittetal har indført langt strengere restriktioner.

»Situationen er bekymrende og alvorlig. Men ikke som i marts.«

»Jeg tror, jeg taler på de fleste danskeres vegne: Vi er trætte af den her sygdom,« sagde Mette Frederiksen også på pressemødet.