Flere døgn før storbrand: Borgere advarede om lugt af røg
Roskilde Kommune blev kontaktet af flere borgere, der havde registeret røglugt, i dagene inden storbrand brød ud.
Op mod 30.000 tons biomasse brænder nu på fjerde uge hos virksomheden Solum i Roskilde.
Branden i de enorme haveaffaldsbunker blev opdaget natten til lørdag den 19. september, men allerede tre døgn før var Roskilde Kommune blevet kontaktet af flere borgere, der havde registeret røglugt. Det skriver TV 2 Lorry.
Kommunen kontaktede Solum, som efter eget udsagn undersøgte sagen grundigt.
»Når vi modtager meldinger om røglugt, griber vi selvfølgelig i egen barm og leder efter en kilde til denne her røglugt. Og når vi får meldinger om røglugt, laver vi ekstra runderinger på pladsen,« siger Morten Gyllenborg, strategisk direktør på Solum, til TV 2 Lorry.
På trods af de ekstra runderinger var der dog ingen hos Solum, som registrerede noget forkert.
Spørgsmål: Hvad siger det dig, at det hele så går op i flammer halvandet døgn efter?
»Det er nok ikke for meget at sige, at der formentlig har været ild på det pågældende tidspunkt. Og det er ærgerligt, at vi ikke opdagede det,« siger Morten Gyllenborg.
Spørgsmål: Burde I have undersøgt sagen bedre - på baggrund af borgernes henvendelser?
- Det er jo et godt spørgsmål. Spørgsmålet er, om vi kunne have gjort mere, siger Morten Gyllenborg.
Da borgerne kontaktede kommunen om røglugt fra Solum, tog kommunen straks på tilsyn. Men kommunen tog sig til takke med en melding fra Solum, at der ingen problemer var.
Formanden for Klima- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune, Karim Friis Arfaoui (S), kræver nu en redegørelse i sagen.
»Det er ikke godt nok, at virksomheden melder tilbage, at der ingen problemer er. Fordi vi ikke lige kan lugte det, så skal virksomheden jo stadigvæk gå ind og tjekke. Vi skal have en redegørelse omkring det her, så vi ved, hvad der har været gjort og hvad vi kan gøre fremadrettet,« siger Karim Friis Arfaoui til TV 2 Lorry.