Småsyge børn vælter ind: Læger frygter for fejl på landets pressede børneafdelinger
Børn med symptomer på covid-19 tager ressourcer fra de mere alvorligt syge børn, lyder advarslen fra lægerne, der beder sundhedsministeren om at komme på banen.
»Skrækscenariet er, at vi ikke når at se et barn, der er alvorligt syg, fordi vi skal se en masse andre børn, som har symptomer på corona som feber og forkølelse«.
Sådan siger børnelæge Julie Kloppenborg fra Herlev Hospital til DR Nyheder om den nuværende situation på hendes afdeling.
På hospitalet i Herlev er der lige som på andre danske børneafdelinger et stort rykind af børn med symptomer på corona, der ifølge de gældende retningslinjer skal tilses af læger på hospitalerne.
Disse småsyge børn tager ressourcer fra de mere alvorligt syge børn, lyder advarslen fra lægerne på de danske børneafdelinger. Fagforeningen Yngre Læger har ifølge DR sendt et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke og bedt om en løsning så snart som muligt. Ellers frygter lægerne for, at »patientsikkerheden bliver truet«, lyder beskeden.
De danske børnelæger, Dansk Pædiatrisk Selskab, har over for Politiken givet samme besked: Når sæsonen for børnesygdomme for alvor begynder i efteråret og vinteren, bliver det en særdeles stor udfordring for børneafdelingerne også at skulle håndtere mindre syge børn med symptomer på coronavirus.
»Vi har jo desværre fået skabt et system, hvor dem, altså lægerne, der normalt tager sig af de småsyge børn og screener de mere syge fra og sender dem til os, er blevet koblet fra. I starten var der måske en god grund, da vi lige skulle lære virus at kende. Men det går ikke fremadrettet. Vores belastning er allerede maxet helt ud, og det bliver kun værre den kommende tid. Vi har ikke kapacitet til at fortsætte på den her måde«, siger overlæge Klaus Birkelund Johansen, der er formand for børnelægerne, til Politiken.
For at minimere risikoen for smittespredning har børn, der mistænkes for at være syge med covid-19, siden foråret ikke måttet dukke op ved egen læge eller vagtlægen. I stedet skal børnene undersøges på en børneafdeling.
Magnus Heunicke har ikke ønsket at stille op til interview, men oplyst i et skriftligt svar til DR, at forældre til børn over to år har mulighed for at booke tid til test til deres børn i testfaciliteterne uden for hospitalerne.
»Tiltaget skal lette presset på sundhedsvæsenet, herunder børneafdelingerne,« skriver ministeren.
Også hos de praktiserende læger har man oplevet, at coronapandemien har presset systemet til det yderste og tager ressourcer fra andre patienter. Fredag oplyste de praktiserende lægers organisation, PLO, på Twitter, at mange læger oplever »telefonstorm i praksis«.
»Praktiserende læger bliver kimet ned med covidspørgsmål. Lange telefonkøer, selv om vi har ansat ekstra personale. Det gør at let syge (snot og kriller) blokerer for alvorligt syge.
Sundhedsstyrelsen: ny teststrategi og folkeoplysning nødvendig,« lød beskeden fredag fra Mierille Lacroix, der er næstformand i PLO.