Fortsæt til indhold
Indland

Smitten breder sig: Kun tre kommuner holder nullet

Tre små økommuner med sammenlagt ca. 11.000 indbyggere er de eneste steder uden nye smittede den seneste uge.

Med 453 smittede med coronavirus blev der torsdag sat rekord for samlede antal smittede på et døgn i Danmark. Og smitten er nu næmest landsdækkende viser tal fra Statens Serum Institut.

Således er det kun tre små økommuner, der ikke har registreret nye smittede de seneste syv dage.

Ærø, Læsø og Samsø, som tilsammen har godt 11.000 indbyggere, er de eneste steder i landet, hvor statistikken viser et rundt nul.

De hårdest ramte områder er Storkøbenhavn, men der er også andre steder i landet, hvor tallene er i vækst. I Nordjylland slår Brønderslev hårdt ud med 196 smittede per 100.000 indbyggere, og i det vestjyske ligger nabokommunerne Varde og Esbjerg også højt.

Højest ligger Ishøj i hovedstadsområdet. Her er der 241 smittede per 100.000 indbyggere.

De stigenede smittetal den seneste tid har bl.a. betydet ekstra restriktioner i hovedstadsområdet, hvor restauranter, cafeer, barer mm. fra torsdag aften skulle lukke kl. 22.00, og det samtidig blev påbudt at bære mundbind på stederne, når man står op.

Torsdagens kraftigt stigende smittetal fik flere eksperter til at bekymre og undre sig i Jyllands-Posten.

»Vi kan ikke direkte sammenligne smittetallene med foråret, men vi skal være bekymrede over, at smittetallene nu bliver ved med at stige. Vi har sat restriktioner i gang for halvanden uge siden, som var koncentreret omkring Odense og København. Men smittetallet er jo stigende i mange andre dele af kongeriget, og jeg er undrende over for, at man ikke har grebet ind andre steder i landet også,« sagde Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på RUC.

Torsdagens tal viste, at 60 personer nu er indlagte, det var en stigning på ni fra onsdag.

Formanden for Lungeforeningen, Torben Mogensen, var også bekymret over de høje tal.

»Smittetallet er højt og noget skræmmende. Med over 400 smittede er tendensen i den helt forkerte retning,« sagde han til Ritzau.

Du kan se et detaljeret kort over smitten i alle kommuner på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Smittesituationen i Danmark har fået statsminister Mette Frederiksen til at indkalde til pressemøde fredag. Mødet foregår kl. 14.00 i Spejlsalen. Det er ikke oplyst, hvem der deltager i mødet.