Ny forside: Jyllands-Posten lancerer nyt jp.dk
Det skal være nemmere at finde rundt, og det skal være nemmere at se, hvad vi har udvalgt og prioriteret. Til de ærinder har vi taget en palet af farver i brug, som samtidig understøtter vores identitet som mediehus; du må ikke være i tvivl om, hvorvidt du er hos Jyllands-Posten – hverken i indhold eller form.
Kære læser
Velkommen til et nyt jyllands-posten.dk.
I et digitalt nyhedsbillede, hvor det kan være svært at følge med, svært at vide, hvad der er op og ned, og svært at få overblik, lancerer vi nu en ny forside på jp.dk.
Ambitionen er helt simpelt at skabe et digitalt fyrtårn i en uoverskuelig nyhedsstrøm, hvor du kan blive klogere og få et overblik over de væsentligste og mest relevante historier fra ind- og udland uden at føle, at du går glip af noget. Uanset om du er på din mobil, på tablet eller sidder foran computeren.
Hver dag gør vi os umage med at levere uafhængig, landsdækkende journalistik, som du kan stole på. I en mere og mere digital verden, hvor mængden af nyheder og information er eksploderet, er det blevet endnu vigtigere at sortere i og udvælge det, der rent faktisk betyder noget og er mest interessant for vores læsere – og formidlet på en måde, så det er til at forstå uden at forsimple eller oversælge.
Den nye forside er en central del af vores forsøg på at skabe et bedre digitalt nyhedsprodukt med flere fordele end det, du finder andre steder. Vi lever i høj grad i kraft af vores abonnenter, og det indhold og den oplevelse af indholdet, som er vigtig for vores abonnenter, er hjerteblod for os. Hvis du ikke allerede er abonnent, kan du komme i gang her.
Vi ønsker, at din oplevelse af at se, lytte til og læse nyheder, journalistik og holdninger skal være i top – ja, helst på toppen – blandt nyhedsmedier i Danmark.
Nemmere at få overblik
Vi har gjort vores bedste for at gøre det nemmere og hurtigere for dig at blive klogere på de væsentligste nyheder og mest spændende og relevante historier fra ind- og udland.
Brugeroplevelsen, designet og måden, forsiden er bygget op, er tænkt forfra med fokus på at understøtte Jyllands-Postens publicistiske ærinde i en digital virkelighed, hvor gode journalistiske grundprincipper er under hårdt pres.
På den nye forside har vi forsøgt at gøre det nemmere at få et skarpt prioriteret overblik over dagens vigtigste og mest interessante nyheder og historier ved at samle dem i toppen af siden, så man ikke skal lede for længe for at blive godt orienteret. Når verden pludselig ændrer sig, vil man altid kunne finde de seneste opdateringer og følge med i udviklingen på de vigtigste historier – lige nu. Det er blevet mere overskueligt at finde det indhold, man interesserer sig mest for, via en mere simpel menu og via faste sektioner, som det kendes fra printavisen og e-avisen. Desuden gør vi mere ud af at fremhæve de artikler og historier, som vi er særlig stolte af, og som vi i særlig grad anbefaler dig at læse, fordi de er unikke.
Nemmere at adskille journalistik og meninger
Journalistik og meninger adskilles visuelt i højere grad end tidligere. Vi ved, at det kan være svært for mange at skelne mellem, hvornår en tekst er udtryk for afsenderens egen holdning eller avisens holdning, og hvornår der er tale om objektiv, sandhedsøgende journalistik bedrevet af uddannede journalister. På forsiden af det nye jp.dk vil alt opinionsstof via farver og markører skille sig tydeligt ud fra det øvrige indhold, så brugerne forhåbentlig aldrig bliver i tvivl om afsenderen på en tekst.
På den nye forside bliver annoncer og redaktionelt indhold ligeledes skilt tydeligere fra hinanden end hidtil, hvilket giver annoncørerne mulighed for at annoncere i større og flottere formater, så budskaberne bliver tydeligere og visuelt kan tage sig bedre ud, uden at det forstyrrer din oplevelse som læser.
En ny model
Det hele er udviklet af Jyllands-Postens udviklingsafdeling og redaktion i samarbejde med designer Anna Thurfjell. En stor del af inspirationen til forsidens redaktionelle opbygning er fundet i den britiske nyhedsmodel, som den kendes fra eksempelvis The Guardian og The Times, og som på mange måder adskiller sig fra den klassiske skandinaviske nyhedsmodel.
Også den tekniske platform, som den nye forside hviler på, er ny og bygget fra bunden, hvilket gør os i stand til at udnytte alle de digitale muligheder, som bidrager til en bedre læseoplevelse i dag og i morgen. Journalistisk prioriteret og udvalgt indhold vil sammen med fokuseret brug af algoritmer øge relevansen af det indhold, der møder brugeren på forsiden.
Ris og ros
Udviklingen af forsiden har inkluderet interview og test fra abonnenter, som vi har lyttet til, og som vi fortsat kommer til at lytte til i den videre udvikling og optimering af forsiden og resten af jp.dk.
Det er afgørende for os fortsat at have dialog med alle slags brugere af jp.dk, hvad enten man ser, lytter til eller læser os, så vi – forhåbentligt – kan blive endnu bedre. Hver dag. Skriv til risogros@jp.dk og del dine tanker med os.
Tak, fordi du læste med – og god fornøjelse med det nye jp.dk.