Fortsæt til indhold
Indland

Coronatallene i København overskrider nu en kritisk grænse

Testresultater viser, at coronaen spreder sig i Københavns Kommune, hvor incidenstallet nu er højere end 30.

Smittetallet i Københavns Kommune, den såkaldte incidens, er nu steget til 36.

Det har dermed krydset en kritisk grænse på 30, hvilket blandt andet betyder, at Udenrigsministeriet ville fraråde rejser til København og anbefale efterfølgende karantæne, ligesom rejseforsikringer kunne træde ud af kraft - hvis altså hovedstaden var et land.

Der har været tale om en hurtig stigning i København. Onsdag var tallet på 20,2. Fredag, da tallet var vokset til 24,5, gik overborgmester Frank Jensen (S) ud med en løftet pegefinger til byens borgere, og opfordrede dem i en pressemeddelelse til at »stramme op«. Særligt de unge henvendte han sig til:

»Det er nu, vi for alvor skal vise, at vi kan holde fast i den gode adfærd med afstand og hyppig håndvask, som fik nedbragt smitten i foråret. Det gælder også, selvom du er ung og rask,« lød det.

Incidenstallet er beregnet af Statens Serum Institut og blev offentliggjort søndag eftermiddag. Det er et tal for, hvor mange der er testet positive for corona pr. 100.000 indbyggere i de seneste syv dage. Ved at regne om til 100.000 indbyggere får man et let sammenligneligt tal. Det betyder dog også, at et par håndfulde smittede fra eller til kan give store udsving i en mindre kommune.

Blandt de værst ramte kommuner er ifølge de nye tal Hvidovre, Albertslund, Brøndby og Vallensbæk på den københavnske vestegn, som alle har et tal mellem 50 og 70. Der er tale om kommuner med en stor andel af indbyggere med ikke-vestlig baggrund, men der er ikke sat etnicitet på de smittede i søndagens opgørelse. Kommunen med det højeste incidenstal i Danmark er Vallensbæk med 66,4.

Odense Kommune oplever fortsat høj smitte, og incidenstallet er på 52,9. I Aarhus er tallet 18,4 - altså det halve af Københavns - og i Aalborg er det på 9,7. Nogle kommuner har et incidenstal på 0. Det er blandt andet Vejen, Ringkøbing-Skjern, Morsø, Jammerbugten, Næstved, Samsø og Kalundborg.

Efter flere dage med små 200 nysmittede på landsplan faldt antallet søndag til 147 nysmittede. Det er uvist, om det er et ”weekenddyk” eller et tegn på, at kurven vender.

Til gengæld er flere blevet indlagt på hospitalet. Her er tallet gået fra 16 til 27 på et døgn. Fire af dem er på intensiv, og tre af disse ligger i respirator. Der er ingen døde med coronavirus det seneste døgn.

I alt er 627 personer døde med corona i år. Der er såkaldt komorbiditet ved over 80 pct. af dødsfaldene. Det vil på jævnt dansk sige, at der også var andre helbredsproblemer end corona. Langt hovedparten af de døde er ældre personer. Blandt de mere end 600 døde var der ifølge en opgørelse tirsdag kun 17 under 60 år, og kun én under 50 (en mand i 30’erne).