Problemer i Ringsted: Slagteriarbejdere burde være i isolation, men borgere ser dem alligevel i byen
Hundredevis af medarbejdere på Danish Crown-slagteriet i Ringsted er i selvisolation, men spørgsmålet er, om de overholder isolationen.
Ledelsen på Danish Crowns slagteri i Ringsted har i den seneste uge fået omkring 20 henvendelser fra nervøse borgere i byen, som mener at have set slagteriets medarbejdere bevæge sig rundt i byen. Udlejere af to selvisolationsfaciliteter har kontaktet slagteriet og meddelt, at de har en mistanke om, at de logerende medarbejdere bryder isolationen.
Det rapporterer TV 2 Øst.
Danish Crown-slagteriet har i de seneste uger været så plaget af coronavirus blandt de ansatte, at alle slagteriets medarbejdere er blevet bedt om at gå i isolation i en uge for at undgå at sprede virussen i samfundet.
I weekenden meddelte slagteriet, at antallet af positive coronatilfælde blandt medarbejderne havde passeret 150, og at slagteriet derfor måtte lukke, mens mellem 500 og 600 medarbejdere blev sendt i isolation. Det skete, fordi medarbejderne blev anset for at være såkaldte "nære kontakter" til coronasmittede.
På trods af de mange borgerhenvendelser vil slagteriet dog ikke gøre noget for at tjekke, om medarbejderne overholder isolationen.
»Problemet er beviset. Hvis fru Larsen ringer ind, fordi hun mener at have set en kollega, har vi ikke nogen hjemmel til at sikre, at medarbejderen bliver i sin isolation. Samtidig ville det være meget udansk, hvis vi skulle kontrollere vores medarbejdere,« siger Jens Hansen, der er pressechef i Danish Crown, til TV 2.
Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, at mange af slagteriarbejderne kommer fra Polen og bor tæt sammen i små lejligheder. Boligforholdene har gjort det svært for de syge at isolere sig fra de raske.
I den forbindelse lød det også fra Danish Crowns pressechef, at man ikke ønskede at kontrollere sine medarbejdere, da det var en opgave for myndighederne.
»Dem vi ved, der bor sammen med smittede, er sendt i karantæne. De skal isolere sig, indtil de selv skal testes. Hvorvidt de lever op til det 100 procent, det hverken kan eller vil vi ikke ud og kontrollere. Det er op til den enkeltes samvittighed. Det gælder også en ansat med dansk baggrund,« sagde Jens Hansen til Fagbladet 3F.
Forud for de politiske forhandlinger om genåbningen af Danmark har Venstres næstformand Inger Støjberg meddelt, at partiet ser det som et stort problem, at der kan være smittede eller mulige smittede, som bryder deres isolation og bevæger sig rundt blandt andre.
»Det vil være ren fornuft at sige, at man kan blive kontaktet af politiet til en stikprøve for at se, om man opholder sig på den adresse, man skal opholde sig på,« sagde Inger Støjberg på vej ind til forhandlingerne.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges har bakket op om forslaget om stikprøver og mulige tvangsindlæggelser, hvis folk ikke overholder reglerne.
»Kommunerne burde være langt hurtigere til at bruge mulighederne for at isolere smittede f.eks. på hoteller. Og det skal ikke være frivilligt, men et krav, og det skal kontrolleres, at isolationen bliver holdt,« har DF's sundhedsordfører Liselott Blixt bl.a. sagt til Jyllands-Posten.
Henrik Hvidesten (V), der er borgmester i Ringsted, efterlyser over for TV 2 onsdag, at landspolitikerne giver kommunerne planer for, hvordan man sikrer, at folk overholder isolationen.
»Det skal adresseres på Christiansborg. Det er der, vi er. Vi kan opfordre folk til at gøre noget, men vi har ikke på den måde virkemidler,« siger han.