Søren Brostrøm: Nej, DSB - mundbind erstatter ikke afstand
Sundhedstyrelsens direktør mener, at DSB fejltolker styrelsens nye retningslinje om mundbind i den kollektive trafik.
Sundhedstyrelsens direktør Søren Brostrøm er ikke udtalt tilfreds med, at DSB har valgt at skrotte kravet om pladsbillet, efter Sundhedsstyrelsens anbefaling om at bruge mundbind i kollektiv trafik under myldretid.
Det er en forkert tolkning af anbefalingen, skriver direktøren i en skriftlig kommentar til Ingeniøren.
»Vores nye anbefaling om mundbind ved trængsel i den kollektive trafik skal ses som et supplement – et ekstra lag af sikkerhed – men skal ikke være en erstatning for andre tiltag, der skal begrænse trængsel, så der kan holdes afstand i den kollektive trafik,« skriver Søren Brostrøm og understreger, at det ikke er meningen med anbefalingen af mundbind, at vi skal rykke tættere sammen.
Han forventer, at DSB altså gør, hvad selskabet kan for at undgå trængsel i togene. Om det kan lade sig gøre uden pladsbilletter, må selskabet vurdere skriver han.
DSB oplyste tidligere onsdag, at selskabet ophæver kravet om pladsbillet i sine tog.
»Kunderne har mulighed for at tage mundbind på, og dermed kan vi også i højere grad udnytte pladsen i togene. Det gælder både fjern- og regionaltog, men også S-tog, hvor man ikke længere behøver at sidde forskudt,« sagde informationschef Tony Bispeskov til Ritzau.
Det har vakt kritik på borgen, at DSB har valgt at droppe kravet om pladsbillet, samt kravene til afstand i S-tog. Både SF og De Konservative vil have DSB til genindføre kravet om pladsbillet.
»Hvis alle havde mundbind på, når de kørte med bus og tog, var kravet om pladsbillet måske overflødigt. Men anbefalingen om mundbind er foreløbig kun en anbefaling, og det er indtil videre alt for få danskere, som har taget den til sig,« skriver SF's transport ordfører Anne Valentina Berthelsen på Facebook.
Kravet om pladsbillet i DSB's InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog har eksisteret siden midten af marts. Nu kan passagere tage toget uden pladsbillet og det giver mulighed for at flere end det, der er siddepladser til kan tage toget.
På Twitter stiller også Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative sig uforstående overfor DSB's beslutning.
»Derfor spørger jeg nu ministeren om, hvorvidt dette er sundhedsmyndighedernes anbefaling - og hvordan DSB vil sikre mod overfyldte tog, hvor borgerne ikke kan holde afstand,« skriver han på Twitter.
Transportminister Benny Engelbrecht skriver på Twitter, at han vil følge situationen i togene nøje.
»Hvis anbefalingern om mundbind ikke blever fulgt i højere grad, end vi har set indtil nu, kan jeg ikke udelukke, at der bliver brug for andre restriktioner igen,« skriver ministeren.