Bogholder: Brittas datter sagde at far havde høj stilling
Onsdag var det sidste vidne i sagen mod Britta Nielsens børn. Torsdag og fredag ventes proceduren i sagen.
En hollandsk bogholder tonede onsdag eftermiddag frem på en skærm i Retten i Glostrup. Her blev han afhørt som det sidste vidne i sagen mod svindeldømte Britta Nielsens tre børn, der er tiltalt for groft hæleri.
Bogholderen arbejdede for Britta Nielsens nu 33-årige datter Samina Hayat, som i Holland i 2012 stiftede selskabet S. Hayat Sporthorses, som hun købte og solgte heste igennem.
Den hollandske bogholder kunne fortælle, at selskabet var en dårlig forretning.
- Der var i hvert fald ikke overskud, sagde vidnet ved hjælp en af en tolk.
Anklager Lisbeth Jørgensen ville vide, om bogholderen talte med Samina Hayat om, hvor pengene kom fra. Det gjorde han ikke direkte, men han havde forståelsen af, at pengene kom fra forældrene.
Ifølge ham fortalte Samina Hayat, efter at de havde kendt hinanden i cirka halvandet år, at faren havde haft en høj stilling i Carlsberg.
- Hun har nævnt over for ham, at hendes far havde en høj stilling i Carlsberg. Hun har ikke direkte sagt, at pengene kom derfra, men det var sådan, at han forstod det, sagde tolken, der i retten refererede bogholderens forklaring.
Tidligere i sagen er det kommet frem, at faren havde en stilling som arbejdsleder på Carlsbergs lager.
Faren døde i 2005, og tidligere har Samina Hayat forklaret, at moren fortalte, at pengene til hestene kom fra arv og investeringer. Det er dog kommet frem, at faren kun efterlod sig en arv på 290.000 kroner.
Britta Nielsen blev i februar dømt for at have svindlet Socialstyrelsen for cirka 117 millioner kroner.
Datteren Samina Hayat er tiltalt for groft hæleri for cirka 37,2 millioner kroner, mens hendes søskende er tiltalt for beløb på cirka 3,5 og knap 10,7 millioner kroner.
Anklagemyndigheden mener, at døtrene og sønnen vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra kriminalitet. De nægter sig skyldige.
Egentlig skulle dommeren og de to domsmænd have hørt anklagernes procedure onsdag. Det er dog udskudt til torsdag, fordi det hollandske vidne først kunne blive afhørt onsdag eftermiddag.
I proceduren vil anklagerne fortælle, hvilken straf de mener, at retten skal idømme de tre børn. Bagefter vil forsvarerne omvendt argumentere for, hvorfor de bør frifindes.
Der ventes dom i sagen 9. juli.
/ritzau/