Fortsæt til indhold
Indland

De fleste stramninger i udlændingeudspil fra Socialdemokratiet er blevet i skuffen

Regeringen har fuldt gennemført 9 af 50 tiltag fra Socialdemokratiets store valgoplæg om udlændinge. Det skrider, mener DF. Minister er tilfreds.

Socialdemokratiet gik til valg på omfattende udlændingeudspil, der var med til at trække så mange vælgere over midten i dansk politik, at partiet vandt regeringsmagten.

I dag står det imidlertid klart, at de fleste tiltag i valgoplæggene indtil videre er blevet i skuffen.

Jyllands-Posten har identificeret 50 forslag fra udspillet, som fik titlen ”Retfærdig og realistisk”, og som blev genlanceret under valgkampen. Dengang fastslog S-formand Mette Frederiksen, at udlændingeområdet var »den største politiske udfordring i Danmark«. Siden er 34 forslag ikke blevet til noget. 6 er delvist gennemført, 9 er helt gennemført, og 1 forslag har det ikke været muligt at få afklaret.

Jeg synes virkelig, at regeringen har været forskånet for kritik – især bluffet om at kunne trylle folk til Nordafrika.
Marcus Knuth (K), udlændingeordfører

Listen over forslag, der ikke er gennemført, tæller et modtagecenter uden for Europa, et loft over ikke-vestlig indvandring og en pligt til at bidrage i 37 timer om ugen for nytilkomne udlændinge, men også en række mindre profilerede initiativer – f.eks. forbud mod at bruge børn som tolke, et nationalt mål om maksimalt 30 pct. tosprogede elever og en stramning, så børn automatisk opskrives til daginstitution, når de fylder 1 år.

For udlændingeordfører Mads Fuglede (V) har det fra starten stået klart, at f.eks. et modtagecenter og et indvandringsloft var urealistisk at gennemføre.

»Enten er Socialdemokratiet ligeglad med, hvad det siger, når det går til valg. Eller også er det så bundet af partierne i egen blok, at det låser det. Man har i hvert fald solgt en vare til vælgerne, som de ikke kan få,« siger han.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl hæfter sig ved, at regeringen – udover ikke at have leveret lovede stramninger – har lempet politikken med støttepartierne.

»Udlændingepolitikken skrider på afgørende områder. Spørgsmålet er, hvornår danskerne finder ud af det,« siger han.

Udlændingeordfører Marcus Knuth (K) kalder især forslaget om et modtagecenter uden for Europa for »et stort bluff«.

»Jeg synes virkelig, at regeringen har været forskånet for kritik – især bluffet om at kunne trylle folk til Nordafrika,« siger han.

De Radikale glæder sig over, at bl.a. loftet over ikke-vestlig indvandring ikke er blevet til noget.

»Det ser vi gerne, bliver i skuffen,« siger udlændingeordfører Andreas Steenberg (R).

Udlændingeminister Mattias Tesfaye er tilfreds med, at 15 af 50 forslag er helt eller delvist gennemført et år inde i valgperioden.

»Vi er egentlig kommet så langt, som jeg havde håbet. Jeg håber, at vi er halvvejs, når vi mødes om et år,« siger han.