Sådan skal 700 mio. kr. forsøde den danske sommer
Billig offentlig transport og halv pris på kulturaktiviteter er noget af det, et politisk flertal vil bruge 700 mio. kr. på.
Et politisk flertal præsenterede fredag eftermiddag, hvordan det vil fordele 700 mio. kr., der skal hjælpe på aktivitetsniveauet og turismen i Danmark denne sommer.
Aftalen er blevet forhandlet i Erhvervsministeriet mellem de samme syv partier, som natten til mandag blev enige om en større genopretningspakke med udbetaling af indefrosne feriepenge, 1.000 kr. til folk på overførselsindkomster og en udfasning af corona-hjælpepakker.
Vi antager, det har en god, positiv effekt på økonomien.Simon Kollerup, erhvervsminister
Gratis færgeoverfarter, højere fradrag for sommerhusudlejning, billigere offentlig transport, halv pris på kulturaktiviteter og støtte til foreningslivet er nogle af de punkter, som pakken indeholder.
»Det er en pakke, der skal sparke gang i den del af erhvervslivet, der er særligt koncentreret om sommerferien,« forklarede erhvervsminister Simon Kollerup på det pressemøde, hvor pakken blev præsenteret.
På pressemødet blev Simon Kollerup spurgt ind til, om der er regnet på den forventede økonomiske effekt af de 700 mio. kr., der kaldes en sommerpakke.
»Der er ingen tvivl om, at når man i højere grad understøtter brugen af hoteller og restauranter, og at ældre kan komme ud og bruge pengene på steder, hvor man ellers ikke har kunnet være, så er det ikke alene med til at give en god sommer til disse personer, men understøtter også de brancher. Og vi antager, at det har en god, positiv effekt på økonomien,« lød det fra ministeren.
På forhånd var elementet med gratis eller billigere billetter til de danske færger et emne, der var blevet diskuteret offentligt.
For efter regeringen gjorde det klart, at den ville gå efter gratis færgebilletter til de danske småøer for gående og cyklister i hele juli, meldte Sammenslutningen af Danske Småøer sig ind i debatten. Foreningen kvitterede for forslaget, men fortalte, at den egentlig hellere ville have billigere billetter i den sene del af sæsonen i august og september. Højsæsonen i juli ser nemlig allerede nu ud til at være fuldt booket de fleste steder.
Af den endelige sommerpakke kan man se, at partierne tilsyneladende har ladet sig inspirere af foreningens indvendning.
For godt nok har man holdt fast i juli måneds gratis overfarter for gående og cyklister til alle indenrigsfærger, men den indeholder nu også billigere færgebilletter i august og september.
På pressemødet hæftede forligspartiet Enhedslisten sig ved en anden detalje om færgeelementet. Der er nemlig også indført helt gratis overfart for handicapbiler i perioden.
Sommerpakkens del med halv pris på kulturoplevelser omfatter bl.a. museer, teatre, spillesteder, revyer, cirkusser, zoologiske haver og Folkeuniversitetet.