Fortsæt til indhold
Indland

Magnus Heunicke: Person, der deltog i kæmpe Black Lives Matter-demonstration, testet positiv for corona

Sundhedsminister Magnus Heunicke har udpeget tre aktive udbrud med coronavirus i Danmark - det nyeste handler om et smittetilfælde, der relateres til demonstration i København.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke samt konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri stillede tirsdag aften op til et pressemøde med kort varsel.

Sundhedsministeren oplyste på pressemødet, at en person, der deltog i en kæmpe Black Lives Matter-demonstration i København, er blevet testet positiv for corona. Personen opholdt sig tæt på andre undervejs i demonstrationen.

Ved demonstrationen 7. juni deltog omkring 15.000 personer.

»Derfor kommer vi nu med en opfordring til personer, der vurderer, at de under demonstrationen har opholdt sig tæt på andre i mængden. De kan have været udsat for smitte og bør lade sig teste. Det gælder uanset, om man har symptomer eller ej,« sagde Magnus Heunicke på pressemødet.

Anette Lykke Petri oplyser, at mange deltagende ved demonstrationen allerede på eget initiativ har ladet sig teste siden 7. juli, men nu følger der altså en opfordring om yderligere test.

Anette Lykke Petri opfordrede også dem, der allerede har ladet sig teste, til at være ekstra opmærksomme på eventuelle symptomer.

Magnus Heunicke fortalte, at det nye smittetilfælde ikke har ført til overvejelser om at rulle den nuværende genåbning af samfundet tilbage.

I de seneste uger har niveauet af nye smittetilfælde været lavt i Danmark. Den seneste opgørelse fra mandag til tirsdag viste 33 nye bekræftede tilfælde og ingen nye dødsfald.

Der er dog et regionalt udbrud med smitte i Hjørring Kommune, som især har ramt ældreplejen.

Dette kom sundhedsministeren også ind på under pressemødet:

»Dette vil sige, at vi har et smittetilfælde med denne person, der har deltaget i den store demonstration. Og det er ikke det eneste tilfælde, vi har i landet i disse dage. Vi har tre udbrud: Smitteudbruddet i Hjørring, som vi også er ved at trevle op, smitteudbruddet med seks passagerer fra et fly fra Pakistan og så nu dette tredje udbrud.«

»Dette viser med al tydelighed, at epidemien fortsat er i samfundet, og det kan hurtigt gå galt. Det spreder sig selv ved blot en enkelt smittet. Derfor er det afgørende også i sommerperioden, at vi passer på hinanden og følger retningslinjerne,« lød det fra ministeren.

Magnus Heunicke forsikrede på pressemødet om, at der er nok kapacitet i testsystemet til at håndtere selv flere tusinde tests grundet den nye udmelding.

Det nye smittetilfælde har ikke fået Magnus Heunicke til at frygte en decideret anden bølge med smitte.

»Det er forventeligt, at sygdommen vil blusse op. Vi har at gøre med en meget, meget smitsom sygdom. Det, der har at gøre med, om vi får en bølge to, er om samfundet og danskerne gør sig umage med at overholde anbefalingerne,« sagde han.